OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 15. marts 2021

Omfangsrigt møde i Vildtforvaltningsrådet

Flere vigtige emner prægede årets første møde i Vildtforvaltningsrådet. Heriblandt hjortevildt, forvaltningsplan for ulv og udsætning af gråænder. Læs de indledende betragtninger efter mødet her.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Mandag den 15. marts afholdt Vildtforvaltningsrådet årets første møde. Dagens møde havde en lang og omfattende dagsorden med mange vigtige emner, der skulle diskuteres.

Vildtforvaltningsrådet (VFR) er nedsat til at rådgive miljø- og fødevareministeren om jagt og vildtforvaltning i Danmark, og består af repræsentanter fra 7 grønne organisationer – heriblandt Danmarks Jægerforbund. I den forbindelse afgiver VFR indstilling til ministeren i større eller principielle spørgsmål om jagt og vildtforvaltning, som forelægges rådet af ministeren eller af styrelsen, eller som rådet selv finder grund til at tage op. Rådet mødes cirka 4 gange årligt og drøfter emner på en dagsorden, fastsat af medlemmerne.

Dagsordenen på dagens møde så således ud:

  • Forslag til revideret ulveforvaltningsplan
  • Status på jagttidsarbejdet
  • Status for arbejdet med skadevoldende vildt
  • Indstilling fra udsætningsudvalget
  • Biotopplanernes effekt på naturindholdet
  • Rammer og regler for offentliggørelse af bestilte projekter hos DCE
  • Den nationale hjortevildtgruppe
  • Vildtforvaltningsrådets udtalelse om rewilding
  • Projekt kirkeugle
  • Forsøg med buejagt på større hjortevildt
  • Jagtegnsmidler

Efter mødet udsendte VFR nedenstående pressemeddelelse. I løbet af de kommende dage vil vi her på jægerforbundets hjemmeside gå i dybden med punkterne på dagsordenen, med nærmere information og holdninger til de enkelte sager.


Pressemeddelelse fra Vildtforvaltningsrådet:

Orientering fra Vildtforvaltningsrådets møde den 15/3-21

På Rådets netop afholdte møde blev bl.a. nedenstående emner drøftet.

Hjortevildt
Den Nationale Hjortevildtgruppes (DNH) formand Svend Bichel præsenterede gruppens model for arealkravet ved jagt på kron- og dåhjort. Rådet vedtog forslaget med alle stemmer for på nær Danmarks Jægerforbund. Arealkravet kan ikke stå alene i den fremtidige forvaltning af hjortevildtet. DNH fremlagde derfor forslag om nye pilotprojekter for at fremme samforvaltning mellem lodsejere med afsæt i Miljøministeriets forslag. Det blev enstemmigt bakket op af Vildtforvaltningsrådet.

Desuden diskuterede Vildtforvaltningsrådet det 3-årige forsøg med skumrings- og dæmringsjagt. Vildtforvaltningsrådet udtrykte utilfredshed med de ulovligheder, som blev præsenteret og indskærpede at informationsindsatsen blev forstærket i det tilbageværende år af forsøgsperioden.

Flere oplysninger hos Svend Bichel 26279012 og Jan Eriksen 40332122.

Udkast til ny forvaltningsplan for ulv
Forvaltningsplanen er Rådets udkast til en adaptiv forvaltning af den danske ulvebestand. Forvaltningsafsnittene i kapitel 6 har i 6 afsnit fokus på: befolkningens oplevelse af sikkerhed, de rekreative interesser, samspillet med husdyrholdere i ulveområder, sikring af den danske ulvebestand overlevelse og udveksling med bestanden syd for grænsen, fremskaffelse af mere kvalificeret viden og styrkelse af det internationale samarbejde om ulven. Vildtforvaltningsrådet mener at ulve-forvaltningsplanen bør gennemføres i sin helhed over de næste 10 år og vil kræve en anden finansiering end hidtil anvendt.

Det var et enigt Råd som vedtog planen, som nu sendes til miljøminister Lea Wermelin. Flere oplysninger hos Jan Eriksen, 40332122.

Udsætning af gråænder
Formand for udsætningsudvalget, Flemming Torp, forelagde udvalgets to indstillinger med baggrund i den fælles erkendelse af at der udsættes betydeligt flere gråænder end der indberettes. Vildtforvaltningsrådet finder dette helt uacceptabelt. En indstilling fra Landbrug & Fødevarer, Dansk Skovforening og Danmarks Jægerforbund foreslog at fortsætte udsætning af gråænder med flere skærpede regler bl.a. vedr. kontrol og faglig uddannelse.

En anden indstilling kom fra Dansk Ornitologisk Forening og Friluftsrådet og blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse. Den anbefalede at stoppe udsætningerne. Vildtforvaltningsrådet besluttede at formanden for udsætningsudvalget indkalder udsætningsudvalget igen med det mål at kunne komme med en endelig indstilling til Rådet på det næste møde i juni.

Flere oplysninger hos Flemming Torp 20730077.

Udtalelse om rewilding
Vildtforvaltningsrådet har i de sidste par år beskæftiget sig med rewilding i Danmark som en naturlig del af sit arbejde. Rådet har med tilfredshed konstateret den politiske vilje til at skabe mere natur og biodiversitet. Rådet finder at debatten om rewilding i Danmark ofte efterlader nogen forvir-ring om begrebet og har derfor valgt at komme med denne udtalelse der bl.a. rummer en beskrivelse af forudsætninger og redskaber for opnåelse af mere biodiversitet. I skrivelsen peges der endvidere på behovet for pilotprojekter på baggrund af vores manglende erfaring og manglende viden om de økonomiske konsekvenser.

Flere oplysninger hos Jan Eriksen, 40332122

 

VFR er sammensat af medlemmer fra Danmarks Jægerforbund, Landbrug & Fødevarer, Frilufts-rådet, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Skovforening, Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Na-turfredningsforening.