Køreplan til fusion mellem FADB og jægerforbundet
Få indblik i køreplanen for fusionen mellem de to forbund og få svar på en række relevante spørgsmål her.
Der har gennem længere tid været arbejdet på at gennemføre en fusion mellem FADB (Foreningen Af Danske Buejægere) og DJ med det formål at samle buejægerne og dermed styrke buejagten i Danmark. Der er i den forbindelse nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra begge foreninger, og i slutningen af 2020 var arbejdet så langt fremme, at man kunne fremlægge en plan for både bestyrelsen i FADB samt hovedbestyrelsen i Danmarks Jægerforbund.
Begge steder kunne man nikke JA til at gå videre med arbejdet, og den 7. december 2020 blev de enkelte klubber under FADB informeret om fusionsgruppens arbejde. Dette foregik ved et møde i Stenlille, men desværre kunne nogle af formændene kun deltage virtuelt, ligesom andre slet ikke havde mulighed for at være med.
Da vi ved, at der selvsagt er mange spørgsmål til den kommende fusion, og at det også vil indebære ændringer i vedtægterne ude i de enkelte foreninger, har arbejdsgruppen derfor valgt at udsende nedenstående materiale, som er det, man i de to bestyrelser har haft forelagt, og godkendt at arbejde videre med.