Jagt i naturnationalparker bør ikke forbydes af princip
Det er urealistisk at udskrive menneskets tilstedeværelse i dansk natur. Og den rekreative jagt i naturnationalparkerne bør bero på individuelle vurderinger – ikke generelle principper. Det mener jægerforbundets formand i en replik til professor Carsten Rahbeks vision om områder med komplet uberørt natur.
I artiklen Biodiversitet, rewilding og jagt, bragt på jægerforbundets digitale medier den 3. februar 2021, kalder professor Carsten Rahbek begrebet rewilding for en populær naturpolitiske synsvinkel, som mangler basal videnskabelig evidens. Men han mener også, at der bør afsættes plads til komplet uberørt natur i nogle områder, hvis den rekreative jagt skal bestå i andre. For naturen mangler plads.
- EU-Kommissionens forslag om at afsætte 10 pct. af land- og vandarealet til natur, der er ”strict protected” bygger på det faglige grundlag, at alt andet lige, så mangler naturen nogle steder, hvor den ikke skal udnyttes. En fri, dynamisk natur, der får lov at være helt naturlig uden menneskelig påvirkning, er det som alle vores arter er evolutionært tilpasset, siger Carsten Rahbek i artiklen og uddyber, at jagt kan have større eller mindre påvirkninger af et område helt afhængigt af, hvordan den udføres.
Mennesket kan ikke skrives ud af ligningen
I øjeblikket handler debatten i høj grad om de rekreative muligheder i de 15 kommende naturnationalparker, hvor regeringen lægger op til at der ikke skal være jagt, samt om de 10 pct. strengt beskyttede områder i EU-Kommissionens biodiversitetsstrategi. Men at tage mennesket helt ud af ligningen er et urealistisk billede på dagens Danmark, mener formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen:
- Vi anerkender forskernes konklusion om, at naturen og biodiversiteten kræver plads. Plads til naturlige processer. Vi underkender heller ikke, at der kan være områder i hele eller dele af de kommende naturnationalparker, som af forskellige årsager bør friholdes for jagt. Jagt kan foregå på mange måder både i hyppighed og udførelse. På mange statslige og kommunale arealer er jagten i forvejen stærkt begrænset. Det har vi ingen problemer med, men vi har noget imod, at bæredygtig jagt af princip skal forbydes i naturnationalparker eller i strengt beskyttet natur, siger formanden.
Individuelle vurderinger og folkelig opbakning
Danmarks Jægerforbund argumenterer for, at der dels udarbejdes en individuel vurdering af hver enkelt naturnationalpark, dels en plan for, hvilke menneskelige aktiviteter parken kan tåle, uden at de strider mod de biodiversitetsmæssige formål.
- Men det skal vel at mærke være en dynamisk plan. På den måde kan vi sikre, at naturnationalparkerne kommer til at rumme så meget menneskelig aktivitet, som området kan bære, uden det går ud over områdets biodiversitetsmæssige potentiale og formål. Sidstnævnte for både at sikre den folkelige opbakning til naturnationalparkerne som koncept, men også for at give plads til friluftslivet og jagten generelt set, siger Claus Lind Christensen.