En million hektar fuglebeskyttelsesområder er udpeget
Miljøministeriet har udpeget nye fuglebeskyttelsesområder i dansk farvand. Et af områderne er Smålandsfarvandet, og det får jægerforbundet til at rose miljøministeren for at modstå presset fra energibranchen.
Pr. 1 december kunne miljøministeriet i Habitatbekendtgørelsen endelig udpege seks nye fuglebeskyttelsesområder, helt konkret Flensborg Fjord, Sejerøbugten, Smålandsfarvandet, i det nordvestlige Kattegat, ved Rønne Banke og i Skagerrak. Et fuglebeskyttelsesområde betyder som udgangspunkt, at myndigheder ikke kan give tilladelse til aktiviteter, der kan skade fuglene.
De seks marine områder, som tilsammen dækker over et område på omkring en million hektar, kom i høring tilbage i marts, hvor miljøministeren anerkendte Danmark som et betydningsfuldt land i forhold til trækfugle, idet landet ligger centralt på vigtige ruter for mange flyways.
- Danmark er vigtig ikke bare for de danske fugle men for verdens fugle, fordi vi er et centralt stop på mange trækfugleruter. Der er tidligere blevet gjort alt for lidt for at beskytte trækfuglene. Nu vil regeringen udpege områder, så vi kan passe bedre på f.eks. edderfugle og havlit. Så store fuglebeskyttelsesområder er der ikke blevet udpeget på én gang i årevis, sagde Lea Wermelin i den forbindelse.
Det, at de seks områder nu er udpeget, og i særdeleshed at man har medtaget Smålandsfarvandet, udløser ros fra Danmarks Jægerforbund:
- Det er glædeligt, at de seks projekterede fuglebeskyttelsesområder nu er en del af dansk lovgivning med de oprindeligt foreslåede grænser. Specielt er der grund til at rose miljøministeren for at fastholde prioriteringen af Smålandsfarvandets havdykænder på trods af et stærkt pres fra energibranchen for at få bygget en havvindmøllepark i områdets væsentligste økosystem, Omø Stålgrunde, siger formand for jægerforbundets trækvildtudvalg, Christian Clausen, som længe har kæmpet en indædt kamp mod havvindmøller i området.