OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 12. maj 2021

Bæredygtig strøm må vige for nødvendig naturbeskyttelse

Vindmølleparken Omø Syd vil fortrænge havfuglene fra levestedet. Fremtidens planlægning skal sammentænke habitater, dyreliv og mennesker for at løse klimakrisen og den menneskeskabte udryddelse af plante- og dyrearter, skriver Christian Clausen, medlem af DJ's hovedbestyrelse, i debatindlæg til Altinget.

Tekst: Christian Clausen

Vi står over for to skæbnesvangre udfordringer, klimakrisen og biodiversitetskrisen. Klimaet kræver omlægning til bæredygtig energi, mens biodiversiteten kræver, at naturen får mere plads, og at levesteder (habitater) ikke ødelægges. Omø Stålgrunde rammer lige ned i dette dramatiske krydsfelt. De mange havfugle på Omø Stålgrunde er den væsentligste årsag til, at Smålandsfarvandet nu bliver udpeget som fuglebeskyttelsesområde F128, og det er præcis her, man planlægger at rejse den store vindmøllepark Omø Syd.

Først og fremmest er Omø Stålgrunde et enestående økosystem, et lavvandet område langt fra kysten, men tæt på Storebælts kraftige havstrømme. Det gør stedet til en meget vigtig vinterfourageringslokalitet for havfugle fra hele Skandinavien. Det drejer sig om fløjlsand, edderfugl, sortand, gråstrubet lappedykker og rødstrubet lom.

De tre førstnævnte arter fælder desuden svingfjer på Omø Stålgrunde i august og september, hvor arterne ikke kan flyve, og derfor er meget sårbare over for forstyrrelser. Det nye fuglebeskyttelsesområde F128 er 675,84 kvadratkilometer stort, og det ansøgte område til vindmølleparken inde i F128 dækker et område på 45,6 kvadratkilometer. Området for vindmølleparken vil altså ikke dække to procent som påstået af udvikleren, European Energy, men derimod 6,7 procent af det nye fuglebeskyttelsesområde. Og vindmøllerne er som nævnt planlagt til at ligge i områdets væsentligste økosystem.


Ovenstående er et uddrag af Christian Clausens debatindlæg på Altinget. Udover at være medlem af DJ's hovedbestyrelse, er Christian Clausen også formand for trækvildtudvalget. Du kan læse hele hans indlæg uden login på altinget.dk.