VFR-principaftale øger muligheder

Som bekendt består Vildtforvaltningsrådet (VFR) af en række dedikerede interesseorganisationer med vidt forskellige og meget subjektive holdninger til jagt. Nogle anerkender fuldt ud jagtens berettigelse, mens andre ikke lægger skjul på, at de helst så alt vildt fredet overalt i Danmark. Dette er stærkt politiske betragtninger, som - såfremt de anvendes som argumentation i VFR - kun skaber splid og vanskeliggør samarbejdet.

- Men der er ikke noget alternativ til at samarbejde, fastslår Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen. Han uddyber: - VFR's rolle består jo netop i at vejlede miljøministeren i vildtforvaltningsmæssige emner, og det sker i samlet flok. Det kan hænde, at en organisation må stå udenfor en anbefaling - som for eksempel da VFR valgte at anbefale arealkravet, hvilket jægerforbundet ikke kunne tilslutte sig. Dette er i sig selv ikke et mål, men det kan være situationen, også for jagttiderne, men VFR´s princippapir skal sikre, at der fastholdes et fagligt fokus.

• Læs også artiklen: Jagttider handler først og fremmest om faglighed

Bæredygtig status = jagttid

Princippet i fastlæggelse af jagttider har tre elementer, som altid bør indgå i overvejelserne:

1. Juridiske forudsætninger
2. Biologiske forudsætninger
3. Etiske overvejelser

- Det princippapir, som jagttiden fastlægges efter, er historisk, fordi det sikrer, at så snart vi har en art, hvor status er bæredygtig, og det juridisk og etisk er forsvarligt at jage den, så er der fagligt set mulighed for jagttid på den. Det har alle i VFR tilsluttet sig, forklarer Niels Søndergaard, jagtfaglig chef i Danmarks Jægerforbund og DJ's repræsentant i arbejdsgruppen.

Skåret ind til benet betyder det, at alle i VFR - uanset deres holdning til jagten i øvrigt - fagligt anerkender at der kan fastsættes jagttid på enhver given jagtbar art, så snart status er bæredygtig. En status, der i øvrigt fastlægges af DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi. Niels Søndergaard fortsætter:

- På mødet i tirsdags sikrede vi os også, at alle i arbejdsgruppen har en fælles opfattelse af faglighed og rødlister. Det er DCE, der vurderer jagtbarheden, og ikke rødlisterne. At så internationale forpligtelser kan komme til at spille ind, er et vilkår, som den danske stat har tilsluttet sig, siger han og henviser til den netop indførte fredning af taffeland, fløjlsand og havlit.

- Desværre oplever vi at rødlisterne i nogle tilfælde bliver forsøgt misbrugt, f.eks. til automatisk at frede rødlistede arter. IUCN’s guidelines understreger netop, at det er upassende brug af rødlisterne, hvis rødlistestatus automatisk medfører juridiske konsekvenser. En arts rødlistestatus kan naturligvis med fordel inddrages i overvejelser om f.eks. jagttid, men fredning bør ikke være en automatisk konsekvens af, at en art bliver rødlistet, og der bør være krav om pålidelige data angående udvikling og bestandsstørrelse på de arter, som man ønsker at ændre jagttiden på.

-Endelig er der i arbejdsgruppen enighed om, at vi i langt højere grad skal have fokus på levestederne, da årsagen til mistrivsel for en række arter handler om manglende eller ringe kvalitet af levesteder, siger Niels Søndergaard.

Eksempler på at principperne om øget fokus på fagligheden virker, er genindførelsen af jagt på sølvmåge, augustjagt på grågås og jagt på hare på Fyn og Sjælland. Det er et ubetinget plus for jægerne.

Retten til at kæmpe sin egen sag

Men selvom arbejdsgruppens princippapir således allerede har vist sit værd i praksis, betyder det ikke, at der ikke kan komme udfordringer hen ad vejen. For samtidig med at organisationerne i VFR har tiltrådt aftalen der sigter mod faglighed, har de stadig en ret til at kæmpe deres egen sag.

- Vi kommer ikke udenom, at arbejdet i VFR heller ikke i fremtiden kommer til udelukkende at hvile på hårde faglige facts, leveret af DCE. Det er stadig et politisk spil, for alle organisationer har egne holdninger, hvor parterne et stykke hen ad vejen er nødt til at arbejde sig til enighed. Jo mere enighed vi kan opnå i Rådet, desto større forventning til at ministeren følger vores indstillinger, forklarer Claus Lind Christensen.

Ikke jagttids- men artsevaluering

Ifølge Claus Lind Christensen er der behov for en opblødning i måden, hvorpå VFR drøfter og omtaler jagttiderne. Det er, som om det kun handler om jagt eller ikke-jagt, frem for at se på vildtet i en helhed, som ikke mindst inkluderer et kig på dets levesteder og reelle årsager til en evt. tilbagegang.

- Vi må væk fra et begreb som "jagttidsevaluering" og i stedet kalde det for "artsevaluering." På den måde sikrer vi os, at vildtet altid er i centrum - at det er vildtets tarv, vi snakker om, og ikke kun om der skal være jagttid på det eller ej. Der skal langt større fokus på levesteder. Og når status er bæredygtig, ja, så sikrer princippapiret, at der kan indføres jagttid.