OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 20. august 2020

VFR-møde med fokus på bl.a. kuglefang og hjortevildt

Der var på flere måder lagt op til et interessant møde, da Vildtforvaltningsrådet i sidste uge bl.a. diskuterede råvildt, faunaforbrydelser og sikkerhed under riffeljagt. Miljøministeren deltog som gæst.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I torsdags, den 13. august, trådte vildtforvaltningsrådet (VFR) sammen til et af de årlige omtrent fire møder. Flere af punkterne på dagsordenen relaterede direkte eller indirekte til jagten på hjortevildt, heriblandt naturligvis spørgsmålet om arealkrav og det store hjortevildt, råvildtforvaltning, men også diskussionen om kuglefang under riffeljagten og faunaforbrydelser – senest eksemplificeret i domfældelsen af en mand medio juli, som havde skudt en kronhjort 2 ½ time efter solnedgang.

Bekymring for biodiversitetsråd, rødlister og arealkrav
Mødet blev indledt med et besøg af miljøminister Lea Wermelin (S), som havde udtryk ønske om at møde medlemmerne af rådet. I den forbindelse udtrykte et samlet råd et ønske om at fastholde VFR i sin nuværende form, frem for at lade arbejdet indgå i et evt. kommende biodiversitetsråd. Ministeren gav udtryk for, at hun er overordentlig tilfreds med rådet, og at der i øvrigt ikke er truffet beslutning om at oprette et biodiversitetsråd.

Under ministerbesøget blev der også drøftet rødlister, som ministeren ser som et vigtigt værktøj. Dog udtrykte Lea Wermelin ifølge formand for Danmarks Jægerforbund (DJ) Claus Lind Christensen ikke klarhed om hvordan rødlisterne specifikt skal bruges.

- Her brugte jeg en del af min taletid på at gøre det klart, at datagrundlaget skal være på plads og at det ikke altid har været tilstrækkeligt. Derudover kom ministeren ind på arealkravet og understregede, at det vil blive effektueret. Her rettede hun en meget direkte appel til jægerforbundet om at komme til arbejdsbordet, så vi kan bidrage aktivt til en løsning, når arealkravet skal realiseres, siger Claus Lind Christensen.

Indsamling af viden om nedgang i råvildt

Derudover blev der givet en orientering om udarbejdelsen af en opdatering af forvaltningsplanen vedr. ulv, der udarbejdes som en adaptiv forvaltningsplan. Kommissoriet for hjortevildtsarbejdet blev endelig godkendt på baggrund af de skriftlige svar, der er givet. Claus Lind Christensen forklarer:

- Her var der specielt et punkt DJ ikke var enig i det endelige kommissorium og det er at DJ fremover ikke pr. automatik skal have formandsrollen i de regionale grupper. Årsagen til at jægerforbundet ikke pr. automatik har fået tildelt formandsrollen, bunder i et krav fra de øvrige organisationer om, at formanden udpeges demokratisk. Fra rådet var der også en klar opfordring til at deltage i arbejdet med udmøntningen af indstillingen, herunder arealkravet. Ministeren har ikke nævnt dåvildt i sine udtalelser vedr. arealkrav. Her genindstiller rådet, at dåvildt også bør indgå i arbejdet med arealkrav. Her står jægerforbundet naturligvis fortsat udenfor, jf. vores politik vedr. arealkravet, som vi jo ikke støtter.

Under punktet ”hjortevildtforvaltning” rejste formanden for VFR, Jan Eriksen, et ønske vedr. råvildt om, at der bør ske drøftelser om råvildtets situation.

- Efter en grundig drøftelse var der enighed om at der er behov for en faglig drøftelse af råvildtets situation, bl.a. fordi det er bekymrende at afskydningen falder drastisk, og at vi ønsker at få indsamlet al den viden, der er på området, for på den baggrund at kunne tage en substansdrøftelse i vildtforvaltningsrådet, siger Claus Lind Christensen.

Drøftelser vedr. faunaforbrydelser

Under punktet ”Faunaforbrydelser” havde VFR rejst spørgsmål til justitsministeriet om strafferammen, og om hvordan straffene for faunaforbrydelser håndteres i udlandet. Anledningen til Danmarks Jægerforbunds særlige interesse er bl.a. sagen om nedlæggelse af en kronhjort 2½ time efter solnedgang, som var for retten tilbage i juli. Her lød dommen på 7.500 kroner samt konfiskation af natkikkert og ulige 14-ender. I den forbindelse udtalte Claus Lind Christensen, at der var brug for at se på strafudmålingerne.

Overordnet set er han bekymret over de domme, som falder i sager om bevidste og grove overtrædelser af Jagtloven.

- Det er desværre alt for sjældent, at grove faunaforbrydelser opdages og føres til dom. Og når de endelig gør, så er straffene i mine øjne alt for milde, og det er specielt i relation til, om en grov overtrædelse medfører frakendelse af jagttegnet. Vi kan som jægere og lovlydige borgere i det her land ikke leve med, at nogle mennesker fuldt bevist bryder landets love, og alligevel kan bevare jagttegnet, sagde Claus Lind Christensen dengang.

Efter drøftelserne i VFR var der i torsdags dog enighed om, at straframmen i Danmark grundlæggende er i orden, men at den ikke udnyttes tilstrækkeligt. På den baggrund er rådet enig om at rette henvendelse til justitsminister Nick Hækkerup (S) og miljøministeren Lea Wermelin (S).

Sikkerhed ved riffeljagt

På forrige møde i VFR rejste Danmarks Naturfredningsforening et bekymringspunkt vedr. sikkerhed på riffeljagt. På denne baggrund blev der besluttet, at Danmarks Jægerforbund på dette møde skulle komme med et oplæg til evt. indsats på området.

Her var jægerforbundets våbenkonsulent, Nicholai Vigger Knudsen, inviteret med til at give et fagligt indlæg, hvilket han gjorde med stor dygtighed. Indlægget sikrede rådet et stærkt fagligt grundlag at drøfte videre ud fra, og konklusionen blev da også, at stemninger af loven ikke løser sikkerhedsproblemer, men at det derimod kun kan ske via uddannelse og information. Det videre arbejde blev lagt over til VFR’s arbejdsgruppe for jagttegnsmaterialet.

Bramgæs, udsætning og ringduer

I forbindelse med punktet vedr. bramgæs gik drøftelsen på sikkerhed ved lufthavne. Her blev det oplyst, at tallene viser at bestandstilvæksten af bramgæs ser ud til at flade ud, men at de trækker knap så meget sydpå som tidligere, hvorfor flere overvintrer i Danmark.

Der blev også givet en status fra udsætningsudvalgets formand om dets indstillinger vedr. undersøgelser og om forudsætningerne for at lave undersøgelserne. Status pt. er således, at der stadig mangler viden fra Miljøstyrelsen, hvorfor der ikke er truffet nogen endelig beslutning. Der foreligger to forslag, hvor DOF ønsker at indskrænke mulighederne mere, end det forslag der er fra DJ, LF, DS og FLR (se forkortelsesbetegnelser nederst i artiklen).

I sagen om den forkortede jagttid på ringduer blev der på mødet givet en uforbeholden undskyldning fra ministeriet om processen, hvor rådet ikke blev inddraget/orienteret om ministerens beslutning. Der blev dog ikke lagt op til at ministeren ville ændre bekendtgørelsen. Dyrenes Beskyttelse har trukket deres høringssvar med ønsket om reduceret jagttid tilbage, og VFR står samlet ved indstillingen fra 2018. Jægerforbundet vil følge op på sagen.

Næste møde i rådet er den 10. september.

Kort om Vildtforvaltningsrådet

VFR er nedsat til at rådgive miljø- og fødevareministeren om jagt og vildtforvaltning i Danmark. I den forbindelse afgiver VFR indstilling til ministeren i større eller principielle spørgsmål om jagt og vildtforvaltning, som forelægges rådet af ministeren eller af styrelsen, eller som rådet selv finder grund til at tage op. Rådet mødes cirka 4 gange årligt og drøfter emner på en dagsorden, fastsat af medlemmerne.

VFR er sammensat af medlemmer fra Danmarks Jægerforbund, Landbrug & Fødevarer (LF), Friluftsrådet (FLR), Dyrenes Beskyttelse (DB), Dansk Skovforening (DS), Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Læs mere om VFR på rådets hjemmeside.