Vellykket premiere på online vildtkending
I sidste uge lancerede jægerforbundet sin første omgang online vildtkending som hjælp til jagttegnsaspiranterne. Det gik godt, og på torsdag er vi klar med næste lektion.
Da Danmarks Jægerforbund i torsdags kl. 20.00 blændede op for første omgang online vildtkending med Verner Frandsen, vovede vi os på flere måder ind i ukendt land. Dels har vi ikke tidligere prøvet kræfter med webinar-konceptet med fri adgang. Dels var det første gang vi skulle tilrettelægge en online vildtkendingslektion med mulighed for at stille spørgsmål i chatten. mv.
Men alt i alt gik det strygende. Cirka 200 deltagere havde klikket sig vej ind i forummet, og selvom vi måske nok kunne have ønsket os endnu flere, var det alligevel en god start med masser af spørgsmål i chatten og i det hele taget livlig aktivitet. Så tak til alle, der var med!
Dog skal alle være OBS på at sikre, at deres internetforbindelse er stabil. Er du i tvivl og benytter du trådløst net, så tilslut gerne et kabel. Erfaringerne fra i torsdags viser nemlig, at en ustabil forbindelse let går ud over lyden. Og så er der jo ikke meget ved det mere.
Vi er klar igen på torsdag – er du?
I torsdags var emnet gæs, ænder og måger, og optagelsen af lektionen vil blive lagt op på medlemsnettet i løbet af ugen. Næste lektion - og det er allerede på torsdag den 14. maj kl. 20.00 - er emnet vadefugle og kragefugle.
Ligesom i sidste uge kan du logge på allerede kl. 19.30 og teste din forbindelse, lyd, mv. Igen vil det være det er den rutinerede jagttegnskursuslærer-underviser Verner Frandsen, som tager os igennem en række udvalgte arter indenfor dagens tema. Husk, at han ikke kan nå dem alle. I stedet tager han fat i nogle af dem, der kan volde størst vanskeligheder ift. vildtkending.
Alle kan deltage. Linket får I i en hjemmeside-nyhed på dagen! Tilkendegiv din interesse for at deltage i lektionen i facebook-begivenheden her.