Tag på Sommerhøjskole
på Kalø
Allerede nu er det tid til at planlægge sommerferien. Bliv klogere på naturen, på dig selv og på andre naturinteresserede, når Kalø Højskole arrangerer sommerhøjskole i uge 29.
Var det noget med en uge på Kalø Højskole med fokus på natursyn og dannelse? I samarbejde med jægere, ornitologer, sportsfiskere og naturfredere lægger højskolen op til en spændende uge, den 12.-18. juli 2020.
Kurset har til formål at samle naturinteresserede med forskellige udgangspunkter til en fælles samtale og diskussion i håb om at blive klogere på naturen, hinanden og os selv. I løbet af ugen vil emner som f.eks. naturfilosofi, bæredygtighed, biodiversitet, naturressourceforvaltning og natursyn blive behandlet, med praktisk afsæt i ekskursioner ud i naturen omkring Kalø og Mols Bjerge.
På kurset møder du bl.a. Søren Ryge Petersen samt DJ-medarbejderne Niels Søndergaard (jagtfaglig chef) og Iben Hove Sørensen (trækvildtkonsulent og biolog), samt en masse andre dygtige folk.
Kalø Højskole er beliggende midt i Nationalpark Mols Bjerge, og dermed lige midt i noget af Danmarks smukkeste natur. Højskolen har eksisteret siden 1952 som en afdeling af den nu hedengangne Kalø Landboskole.
Som det seneste skud på stammen har højskolen oprettet et nyskabende kursus i Outdoor Ranger. Kurset er blevet til i et samarbejde med bl.a. Danmarks Jærgerforbund.