Større fokus på faunakriminalitet
Bedre udnyttelse af strafferammen og styrket efterforskning. Sådan lyder ønskerne fra bl.a DJ i et brev til miljø- og justitsministeren. For kombination af lille risiko og lave straffe betyder, at den præventive effekt udebliver.
I et brev til miljøminister Lea Wermelin og justitsminister Nick Hækkerup blæser de store grønne organisationer i Danmark til fælles kamp mod faunakriminaliteten. Politiet skal prioritere efterforskningen højere, og der skal gribes længere ned i værktøjskassen, når domstolene udmåler straffen til de få, der i dag dømmes. For strafferammen er sådan set god nok - men generelt, så er dommene alt for milde.
"Vi er bekymrede over de tilbagevendende eksempler på faunakriminalitet i Danmark. Ofte oplever vi grove overtrædelser af både jagtlovens og naturbeskyttelseslovens bestemmelser om fredede arter. Det være sig bevidst forgiftning af rovfugle, bevidst nedskydning af fredede pattedyr og grove overtrædelser af jagtloven ved f.eks. nedskydning af arter i fredningsperioder, uden for jagttiden eller krybskytteri," hedder det bl.a.
Underskriverne er formændene bag organisationerne i Vildtforvaltningsrådet (VFR), som består af Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Dansk Skovforening, Landbrug & Fødevarer og Dyrenes Beskyttelse.
Strafferammen udnyttes ikke
- Straffen er ikke høj nok ved grove og bevidste faunaforbrydelser, fordi man ikke udnytter den strafferamme, man har, siger Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.
Det er jægerforbundet, der har været sekretariat under udarbejdelsen af brevet, og emnet har da også igennem flere år ligget forbundet dybt på sinde.
- I dag bruges der ikke voldsom meget energi på at opklare de her sager. Vi ser gerne, at hver politikreds får en specialist, der har et højt vidensniveau, lyder det videre fra jægerformanden.
Styrket efterforskning og hårdere straffe
Overordnet ser VFR fire fokusområder, som bør opprioriteres:
- Styrket efterforskning: Erfaringsopbygning og specialisering i efterforskning hos politiet
- Hårdere straffe: Øget anvendelse af den nuværende strafferamme
- Styrket myndighedstilsyn: Der er behov for at prioritere resurser til at øge tilsynet
- Styrket samarbejde på tværs af ministerierne og ligeledes erfaringsudveksling mellem landsdelene
Håbet er nu, at de to ansvarlige ministerier vil iværksætte et samarbejde, som inden for en overskuelig fremtid kan udmunde i helt konkrete forslag inden for de fire områder.