Regulering i dybden

Offentlige myndigheder og kommuner har efterhånden set skriften på væggen – eller rettere behovet for rettidig omhu, hvis ikke mårhunden skal udvikle sig til mere end en parentes i den danske fauna. Mårhundebestanden er i konstant stigning – det samme er forståelsen for betydningen af en reguleringsindsats og ønsket om at bidrage til den. Rundt omkring i landet er der efterhånden dukket små og større grupperinger af jægere op, der lokalt hjælper hinanden med at opsætte vildtkameraer, laver baitpladser, opsætter fælder og skyder flest mulige mårhunde.

Netop her i juni begynder mårhundehvalpene at søge op af deres mørke grav. Det er nu, der skal handles.

Vi tog ”på arbejde” med nogle af de mennesker, der er med til at holde mårhundebestanden i Danmark i ave: Robert Mazanti er reguleringsjæger fra Skanderborg Kommune, Lena Liisberg, en meget dygtig og erfaren Jack Russell-terrierejer fra Juelsminde og Karsten Thuesen Klint, frivillig mårhundejæger fra Varde Kommune. Hver for sig, men ofte også sammen, arbejder de over en stor del af Vest-, Midt- og Østjylland med regulering af mårhunde.

Ingen unødig overlast

En skovejer og jæger ved Stjær, Thomas Mikkelsen, har fanget en mårhundehan i en fælde. Mårhunden indberettes, og da Robert ser det, tager han kontakt til Thomas. Sammen finder de mårhundehår i indgangen til et naturgravkompleks. Et opsat kamera afslører aktivitet af endnu et voksent dyr, hunnen, som Thomas kort efter skyder på anstand. Med begge forældredyr aflivede, skal der handles hurtigt. Som Robert siger: 

- Der skal ikke herske tvivl om, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for, at hvalpene ikke skal lide unødig overlast. Vi kan opsætte fælder og forsøge at fange hvalpene i dem, eller vi kan bruge små hunde, der er vant til at gå i grav som udsmidere af både ræv og mårhund. Vi valgte at bruge Lenas Jack Russell-terrier.

Udryddet

Det var en både velovervejet og rigtig beslutning. Det tog ikke mere end et par timer, så var hundene ikke mere interesseret i at gå ned i de mørke, underjordiske gange, men da lå der også ni, aflivede mårhundehvalpe oppe på jorden. Hele kuldet var med stor sandsynlighed kommet med op. Mårhundefamilien var udryddet. En barsk formulering, men det var præcist det, opgaven gik ud på. 

Fælderne kunne i teorien have fanget hvalpene, men uden garanti for, at de alle var blevet fjernet fra den smukke, kuperede natur nær Skanderborg. Skovejeren var glad, mårhundejægerne var glade. Deres mission var lykkedes og rygtet om, at energiske mårhundereguleringsjægere og dygtige hundefolk arbejder sammen, spredes hurtigt som ringe i vandet. 

Specialister påkrævet

Få dage efter Lenas og Roberts indsats fik Robert en henvendelse fra en skovejer i nærområdet. Han erkendte blank at han ikke vidste, hvordan han skulle håndtere sit mårhundeproblem – og så havde han i øvrigt heller ikke tiden til indsatsen. Robert fik stort set frie hænder til at tackle problemet. Skovejeren skulle nok betale for vildtkameraer, baitpladsudstyr, fælder mv. En fortælling, der høres oftere og oftere. 

Ligesom schweisshundeførere tilkaldes når uheldet har været ude, og man ikke aner, hvor og hvordan man skal få styr på situationen, så er der mange, der henvender sig til de ”first movere”, der har kastet sig over reguleringsindsatsen mod den invasive mårhund. Der er igennem de senere år afholdt mange kurser, men især den opbyggede erfaring, mårhundereguleringsjægerne får ved utrætteligt at samarbejde også på tværs af kommunegrænser og efterfølgende bruge diverse sociale medier, bidrager i helt utrolig grad til, at der i dag findes jægere, der kan kalde sig specialister på mårhunde.

Etisk forpligtelse

Og det er især i forbindelse med reguleringsindsatsen, når forældredyrene er nedlagt, at ”de professionelle” kommer til deres ret. Karsten Thuesen Klint fra Starup er skarp i formuleringen: 

- Skyder man f.eks. på bukkejagt en oppattet mårhundetæve, står man med et stort, etisk problem, hvis man ikke ved, hvor hendes grav med hvalpene befinder sig. Det er simpelthen ikke i orden bare at lade stå til. Man er forpligtet på at ”gøre rent bord”. Ved man, hvor graven er, og har man ikke selv en hund, der kan hente alle hvalpene op af graven, har man mulighed for at kontakte os (via FB-grupperne), den lokale mårhundegruppe, eller andre med egnede hunde. Vi rykker ud, så snart vi kan, men husk, at vi har vores arbejde at passe; alt det, vi gør, gør vi frivilligt efter arbejdstid og ulønnet.
Indsats nu!

- Det er nu, der skal handles, siger Lena Liisberg, som har brugt en stor del af sit liv på at opdrætte og føre brugshunde af racen Jack Russell-terrier. 

Hendes hunde er kendte over det ganske land, og hun rejser gerne til både Tyskland og Finland for at give sine hunde masser af erfaringer og selv blive klogere på gravjagtens mysterier. Hun er slet ikke i tvivl efter en vellykket aftens indsats ved en kæmpestor og gammel naturgrav nær Hovborg.

- Mårhundehvalpene er nu her i begyndelsen af juni så store, så de næste to til tre uger er afgørende for, om man få fat i hvalpene. En af jagtlejerne i skoven, Lars Lund, kontaktede derfor omgående Karsten, efter at han den 18. maj havde set hele to mårhunde på arealet. Karsten fik lov at sætte sin hjemmelavede, transportable skydekasse op, lave en baitplads og et par nætter efter, fik han skudt begge forældredyrene – og overraskelsen: en hvalp. Vi finder naturligvis selv en del mårhundegrave, men ellers er vi helt og aldeles afhængige af, at jægerne har øjnene med sig, når de nu alligevel er ude på bukkejagt, fortæller Lena Liisberg.

Mindre end et døgn efter var Lena, Karsten og Dorte Christensen, som også har Jack Russell-terrier på pletten. Stor var overraskelsen, da hele tre mårhundehvalpe blev fanget over jorden. Karsten havde taget sin tre-årige springer spaniel, Maja, med, og det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Da der til stor overraskelse ikke var hvalpe i den grav, ved hvis indgang der tidligere var fundet et halvt spist rålam, slap man Maja til frit søg. Hun fandt hurtigt to hvalpe, som blev aflivet.

Senere fandt Dortes hund endnu en hvalp, der havde gemt sig under nogle væltede grantræer. En kæmpe overraskelse for alle. Ingen havde troet, at de blot få uger gamle hvalpe ville bevæge sig så meget rundt mindre end et døgn efter, forældrene var fjernet. At Maja samtidig på flot vis sporede nogle af ungernes flugtrute til en ”ukendt” grav, som derefter gav yderligere fem hvalpe, var bare et af dagens højdepunkter – og en helt ny erkendelse. 

Tillid og troværdighed

- Det handler meget om tillid og troværdighed, fortæller Karsten, da han putter pejlet i lommen. Han uddyber: - Hvis jeg fortalte vidt og bredt om, hvad der går af ræve, bukke og hjorte på de ejendomme, hvor man giver mig lov at opsætte vildtkameraer og regulere mårhund, så ville vores ry være ødelagt med det samme. Vi er gensidigt afhængige af hinanden, mårhundejægerne og jægerne. Det er i øvrigt et stort ønske fra mårhunde-grupperne, at der etableres et register a la schweisshundenes til hurtig, direkte kontakt, siger han.