Registrer din viden om bævere i naturen
Hvor mange bævere findes der egentlig i Danmark? Alle synes at være enige om, at bæverbestanden på Sjælland og i Jylland er inde i en dramatisk udvikling, men antallet deler vandene. Mange frygter, at de officielle estimater er for beskedne. Vi jægere kan give forskerne en håndsrækning ved at dokumentere det, vi ser derude. Det er blevet tid til at hente en natur-app!
Siden Danmarks Jægerforbund i februar meldte klart ud at vi ønsker jagttid på bæver i Danmark, så snart bestanden når et bæredygtigt niveau, har emnet flere gange været genstand for debat i medierne. Lytter man til lodsejere med bævere på deres terræn, så fornemmes der en vis skepsis over for de bestandsestimater, der er udarbejdet af DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi. Det nævnes ofte i krogene, at estimatet er alt for lavt.
Skal vi have et bedre billede af hvor bæverne befinder sig, så kan jægere og andre, der begiver sig ud i naturen, bidrage med viden om, hvor bæveren befinder sig. Her er det i særdeleshed interessant at følge bævernes udbredelse på Sjælland og i Jylland, men også hvis en bæver skulle finde på at tage turen til Fyn.
Hold øje med kendetegn i naturen
Nu er bæveren dog ikke ligefrem et dyr, der sådan lige lader sig se. Men er den i nærheden, er det alligevel muligt at opdage det, når blot man ved hvad man skal kigge efter. Dens ikoniske kendemærke er svært at overse i form af fældede træer, hvor stødet står tilbage.
- Det er et godt tegn på, at en bæver har indtaget et måltid eller har indsamlet materiale til et af sine bygningsværker. Har bæverne etableret sig med et bo i området, eller har de bygget en dæmning, bliver det endnu mere tydelig. Og det er her, vi som jægere kan bidrage med viden, forklarer Torben Schulz Jensen, formand for jægerforbundets hjortevildtudvalg, som også har bæveren i sit portefølje.
Registrer med smartphone
For at indsamle viden kræver det, at den bliver registeret. Og det kan du gøre ved blot at have din telefon på dig. Her anbefaler Torben Schulz Jensen at anvende et par rigtig gode apps. Den ene app er den danskudviklede Naturbasen. Appen er det ultimative redskab til dig, der færdes i den danske natur. Du kan bruge den til at finde ud af, hvilke af årstidens dyr, planter og svampe du kan finde omkring dig. For at bruge den, skal du blot oprette en profil på hjemmesiden fugleognatur.dk. Herefter kan du indberette dine fund direkte til Naturbasen. Din telefons GPS finder automatisk din position og angiver det nøjagtige fundsted og du kan vedhæfte billeder, så dine fund bliver dokumenteret. Data bliver kvalitetssikret og benyttes i den danske naturforvaltning.
Automatisk billedgenkendelse med iNaturalist
Et alternativ til Naturbasen er den internationale app iNaturalist. Denne app er udviklet af California Academy of Sciences og National Geographic Society netop til brug for opsamling af data i naturen. Via automatisk billedgenkendelse kan du enkelt og nemt indrapportere dine fund – f.eks. dokumentation på tilstedeværelse af en bæver på en bestemt lokation.
For begge apps gælder det at du skal registrere dig, før du kan bruge dem. På den måde sker der en kvalitetssikring af de data, der indrapporteres, så de kan anvendes i faglige sammenhænge. Så det handler bare om at komme i gang. Få opdateret din telefon med en af de ovenstående apps og bidrag til mere viden om bæverens udbredelse.