OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. juli 2020

Racedysten 2020

Specialklubbernes interesse har også i år været stor for deltagelse i Danmarks Jægerforbunds Racedyst. Søndag den 26. juli vil 16 forskellige hunderacer med ialt 99 hunde dyste om titlerne: "Prøvens bedste hold" og "Prøvens bedste hund" i hhv. Skive, Otterup og Stenlille.

Tekst: Jytte Harder

Danmarks Jægerforbunds traditionelle Racedyst afholdes i år søndag den 26. juli i henholdsvis Skive, Otterup og Stenlille.

Prøven er en anerkendt apporteringsprøve, hvor racerne dyster i hold af 3 hunde. Der dystes om titlerne "Prøvens bedste hold" og "Prøvens bedste hund". Hundene er udpeget af specialklubberne og skal igennem 3 discipliner på dagen; apportering af due, kanin samt apportering i vand, før vinderne sidst på eftermiddagen kan kåres. 

I lighed med tidligere år har interessen for deltagelse – trods Corona og sommerferie – været stor. Til den jyske prøve er tilmeldt 33 hunde, på Fyn 30 hunde og på Sjælland deltager 36 hunde. I alt 99 hunde fordelt på 16 racer. Specialklubberne for hhv. Labrador Retriever, Ruhåret hønsehund, Kl. Münsterländer, Breton samt Korthåret hønsehund har i år tilmeldt deltagere til  alle tre prøver.

De tre prøveledere Svend Aa. Madsen (Skive), Per Knudsen (Otterup) og Arne Nielsen (Stenlille) har lagt et stort forarbejde i at få arrangeret dette års racedyst, og dysterne vil naturligvis blive afviklet under hensyntagen til myndighedernes og Jægerforbundets retningslinjer i forhold til COVID-19, og vi håber på en rigtig god oplevelse for alle.

Katalog for alle tre prøver kan ses her: Skive - Otterup - Stenlille