Privat klage over skydebane afvist
En sommerhusejers klage over planerne om anlæggelse af en skydebane i en gammel molergrav endte med at blive afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet. DJ følger sagen.
Sagen har sit udspring tilbage i oktober 2018, hvor Skive kommune kunne meddele den lokale jagtforening, at man havde truffet afgørelse om dispensation til etablering af et skydebaneanlæg på beskyttet hede, nærmere bestemt i en gammel molergrav på øen Fur i Limfjorden. Dele af arealet, hvor skydebaneanlægget påtænkes etableret, er registeret som beskyttet hede efter naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 1. Nærområdet består primært af marker, samt af områder med § 3-beskyttede arealer af hede og overdrev. Det nærmeste sommerhus er beliggende omtrent 300 meter nord for molergraven.
Arbejdet med at få godkendt skydebaneanlægget på Fur var udført af en specialkonsulent fra Danmarks Jægerforbund, og i forbindelse med dispensationen havde kommunen vurderet, at anlægget til skydebanen med de stillede vilkår ville medføre begrænset påvirkning af hedens tilstand. Så vidt, så godt.
Sommerhusejer klager over afgørelsen
Men et par år senere, i marts 2020, eskalerede sagen, da en privat sommerhusejer i nærområdet valgte at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen gik bl.a. på, at dispensationen efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 ikke vil have en naturforbedrende effekt. Desuden mente klager, at arealet, hvor det påtænkte skydebaneanlæg planlægges etableret, overskrider forudsætningerne i den dispensation kommunen har meddelt efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2.
Men Miljø- og Fødevareklagenævnet valgte som sagt at afvise klagen. Ejere af omkringliggende ejendomme er nemlig ikke er klageberettigede i den type sager, idet nabohensyn og -interesser ikke er beskyttede efter naturbeskyttelsesloven.
Skydebaner er afgørende for jægerne
I Danmarks Jægerforbund, som har været med inde over godkendelsesprocessen fra starten, følger formand for våbenudvalget, Marie-Louise Munch Achton-Lyng, udviklingen i sagen. Jægerforbundet overholder altid den til enhver tid gældende lovgivning, og derfor glæder det da også våbenudvalgsformanden at se, at dette også er tilfældet i denne sag.
- Som forbund er det bl.a. vores opgave at sikre ordentlige muligheder for, at jægerne kan træne deres færdigheder. Her er skydebanerne helt afgørende, da der stilles store krav til øvelse og præcision. Det er f.eks. afgørende for at kunne gennemføre jagtens prøver, som jo skal bestås før man kan gå på jagt. Derfor er det i høj grad vores opgave at sikre og udvide vores skydeanlæg, så Danmarks jægere kan forsætte den positive udvikling med at dygtiggøre sig, siger Marie-Louise Munch Achton-Lyng.
Vi følger op på historien når sagen er færdigbehandlet.