OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 04. juni 2020

Nu er prøverne skudt i gang

Efter lang tids utålmodig venten er jagtens prøver nu endelig tilbage. I går kunne de første riffelskytter åbne ilden, og om et par dage er det haglbøssernes tur.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Henrik Kragh

Mangen en jagttegnsaspirant kan nu endelig se lys for enden af tunnelen. Omsider er der nu atter sat datoer for riffel-, hagl- og jagtprøver landet over, og afviklingen er allerede i gang flere steder. Første riffelprøve siden nedlukningen fandt sted i går, onsdag den 3. juni, i bagende solskin og 23 graders varme på Brønderslev Skytteforenings riffelbane.

59 ud af 60 tilmeldte skytter mødte frem i løbet af dagens skydninger, og således kunne Brønderslev da også præsentere Danmarks første beståede riffelaspirant på denne side af corona-krisen. Navnet er Lars Fibiger, nyjæger men ikke nordjyde, som man måske skulle tro. For nej, mange af skytterne havde rejst langt for at få prøven overstået, og for Lars Fibigers vedkommende drejede det sig om små 120 kilometer, hele vejen fra Viborg til Brønderslev. På billedet i toppen af artiklen ses Lars sammen med riffelprøvesagkyndig Dennis Furrebæk, som overrækker ham beviset på den beståede prøve.

- Jeg har været tilmeldt flere prøver, som blev aflyst. Jeg har virkelig ventet længe på det her og trænet og trænet, så nu skulle det simpelthen bare overstås, fortæller en lettet Lars Fibiger dagen derpå.

I tiden op imod prøven har Lars Fibiger været en daglig gæst på den lokale skydebane ved Viborg, hvor træfferne efterhånden grupperede sig, nærmest hul-i-hul. Alligevel, den megen forberedelse til trods, blev han overrasket over sin egen reaktion, efterhånden som tiden nærmede sig:

- Det var en underlig fornemmelse. Jeg var faktisk så nervøs at jeg rystede, og det kunne man da også godt se på skiven bagefter. Ganske vist sad alle skud indenfor målet, men slet ikke så tæt, som de plejer at gøre, fortæller han.

Til riffelprøven skal man afgive 6 skud på en 100 meter-bane, hvoraf de 5 skal sidde inden for skiven. Man har fem minutter til opgaven - ikke ret lang tid, vil nogen måske mene, men oftest er det hele overstået langt hurtigere. Således også i Lars Fibigers tilfælde, som allerede efter 2 minutter havde afsluttet sin skydning.

- Så tror man jo straks at man har sjusket. Jeg kunne jo ikke se hvordan skuddene sad i skiven, så der blev jeg ekstra nervøs, griner han.

Men det gik som bekendt godt, og nu venter bukken. Knæk og bræk!


De nye jagt- og skydeprøver afvikles under overholdelse af særlige foranstaltninger og begrænsninger i antal tilmeldte, så smittespredning af Covid 19 forhindres ved prøveafholdelsen. Du kan tilmelde dig jagtens prøver via Mit Jagttegn. Husk, at du skal indbetale et nyt prøvegebyr, hvis du tidligere har tilmeldt dig en aflyst prøve.