OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 31. marts 2020

Mens vi venter!

Hermed en kort status over Danmarks Jægerforbunds hundeprøver og - kurser

Tekst: Jytte Harder

 

Prøver

Grundet COVID 19 (Corona virus) har det desværre været nødvendigt at aflyse de allerfleste af markprøverne i DJ’s regi i dette forår. Kun to jyske prøver samt en vinderklasseprøve i Sydjylland lykkedes det at få afviklet, inden Danmark for alvor lukkede ned for aktiviteter for 3 uger siden.

Alle hundeførere, der var tilmeldt prøverne, vil få det fulde deltagergebyr tilbagebetalt.

Det er en meget uheldig situation for vores medlemmer. Afprøvning af hunde er en vigtig del af arbejdet med at få de bedste jagthunde og sikre godt avlsmateriale. Aflysningerne af forårsprøverne kan medføre et større pres på efterårsprøverne, og måske vil flere kredse tage initiativ til at afholde en ekstra prøve.

Vi håber meget på, at apporteringsprøverne som først starter henover sommeren, kan afvikles som planlagt.

 

Kurser

Situationen taget i betragtning har vi allerede nu også erkendt, at vi desværre har været nødsaget til at udsætte mange af vore planlagte kurser. Heriblandt schweiss-kurset den 18.-19. april på Sjælland, kurset i eftersøgning af hjortevildt den 25. og 26. april på Fyn, ligesom jagthundeinstruktørkurset  del 1 i Jylland den 25.-26. april og schweisskurset på Kalø den første weekend i maj formentlig hænger i en tynd tråd. Rigtigt beklageligt, men i Danmarks Jægerforbund følger vi udvikling omkring COVID-19 tæt, og vi opfordrer alle til at følge myndighedernes råd og vejledninger.

I forhold til aflysninger - Følg med på vores hjemmeside her, https://www.jaegerforbundet.dk/det-sker-i-dj/kurser-og-arrangementer/aflysninger-ifm-corona-virus/, hvor listen opdateres løbende.