Jæger dømt for at forgifte rovfugl med carbofuran
TILSTÅELSESSAG 72-årig jæger dømt for at forgifte en musvåge i forbindelse med fasanudsætning på Vallø Stifts jorde ved Køge. Manden slipper med en 40-dages betinget dom og beholder jagttegnet. Rystende lav dom, mener formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen, som opfordrer anklagemyndigheden til at anke.
Den 13. november 2020 faldt den første dom i Danmark i en sag om forgiftning af fredede rovfugle. Danmarks Jægerforbund er i besiddelse af domsafsigelsen, og det er ud fra denne, at følgende sagsforløb er stykket sammen:
Siden 2005 har den i dag 72-årige jæger passet jagten for jagtlejerne af Vallø Stifts jorde ved Køge. Hans arbejde har bestået i at passe og fodre de udsatte fasaner på jagten, som tæller cirka 250 ha. Til jagten hører tre voliere. I den midterste voliere blev der udsat 450 fasaner i midten eller slutningen af juni 2016.
I denne voliere fandt han 37 fasaner, som var ’slået’ (ihjel, red.) af en rovfugl. Derfor lagde den jægeren carbofuran i en død fasan uden for volieren med den hensigt at få ram på den eller de rovfugle, som gik efter fasanerne.
Det lykkes også. For en dag finder en tilfældig forbipasserende en musvåge liggende med bugen i vejret ved siden af en død fasan. Han kontakter derfor Naturstyrelsen, hvor han taler med en vildtkonsulent. Fuglene bliver samlet ind og sendt til undersøgelse på DTU, som konstaterer, at både fasanen og musvågen er forgiftet med carbofuran.
Herefter bliver politiet kontaktet, som kører ud til manden. Han viser dem ind i sit skur, hvor han finder et glas Beauvais rødkål. På låget står der ’gift’, og i glasset er der 190 gram carbofuran granulat.
Ville ikke skuffe konsortie
I retten i Roskilde forklarer den dømte jæger og fodermester, at jagtkonsortiet betaler mange penge til Vallø Stift for at leje jagten, og at jagtkonsortiet ikke ville være glade for at miste så mange fasaner. Han har altid sat en ære i at gøre sit job så godt som muligt, forklarer han.
Anklagemyndigheden gik efter, at manden skulle frakendes retten til at have jagttegn i fem år fra domsafsigelse jævnfør lovbekendtgørelse nr. 265 af 21. marts 2019 af lov om jagt og vildtforvaltning (tidligere lovbekendtgørelse nr. 1617 af 8. december 2015) § 55, stk. 1 og stk. 2, jf. § 54, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 23, stk. 1.
Derudover ville anklagemyndigheden have frakendt mandens ret til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det taget beskæftige sig personligt med dyr, jf. dyreværnslovens § 29.
Men dommeren ville det anderledes.
Den 72-årige jæger blev idømt 40 dages betinget fængsel og påbud om at betale sagens omkostninger.
Dom bør ankes
Formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen havde set frem til dommen. I dag er han skuffet:
- Domsafsigelsen er nedslående på alle tænkelige måder. De komplet uacceptable sager om giftdrab bliver jo aldrig opklaret, og når det så endelig sker, så er straffen nærmest ubetydelig. Det er dybt skuffende, siger jægerformanden, som har denne opfordring:
- Jeg vil på det kraftigste opfordre anklagemyndigheden til at anke dommen. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at man kan slippe med 40 dages betinget fængsel for med fuldt overlæg at forgifte fredede rovfugle og samtidig bevare retten til at gå på jagt, siger Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.