Indsamling af nordjysk rovvildt afsluttet
Det lakker mod enden for de seneste ugers indsamling af nordjyske rovdyr med henblik på COVID-19 tests. Fredag den 18. december var sidste dag.
Fødevarestyrelsen har meddelt, at de afsluttede indsamling af nedlagt og trafikdræbt rovvildt til undersøgelse for COVID-19 ved udgangen af sidste uge. Det betyder, at alle frysere hos FALCK og på Naturstyrelsens lokale enheder tømmes sidste gang i uge 52, således alle dyr kan fremsendes til diagnostisk prøveudtagning inden juledagene. Specialkonsulent i Miljøstyrelsen Mariann Chriel forventer, at de sidste laboratorieresultater vil være besvaret i løbet af januar – afhængig af corona-situationen.
Der er undersøgt i alt 255 rovdyr – og alle testet negative for COVID-19.
- Jeg vil gerne takke for den store opbakning, der har været blandt alle jægere til at sikre alle disse rovdyr, lyder det fra Mariann Chriel.
Af de 255 så vidt indleverede dyr er de 107 ræve og 101 mink. Resten fordeler sig blandt brud, grævling, husmår, ilder, kat, mårhund, pindsvin og odder.