OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 20. januar 2020

Højlandsjagt i sne og blæst

God fysik, vedholdenhed og jagtiver er alle kriterier, som skal være opfyldt, hvis man vil jage kronvildt i højlandet. Man kommer sjældent nemt til skudchancer, men når det lykkes, er glæden stor.

Tekst og Foto: Christian Lang Jensen

Kronvildtjagt i det skotske højland efter hinder og kalve er en forholdsvis billig måde at få store jagtoplevelser på, og selvom man kun flyver halvanden times tid for at komme til Skotland, så kan man godt få følelsen af at være meget langt væk hjemmefra.

Det barske terræn, som samtidig besidder en helt unik skønhed, danner rammen om ufattelig spændende riffeljagt, som kan tilføre erfarne jægere såvel som nyjægere fantastiske oplevelser.

Hårdt arbejde er vejen frem

Det skotske kronvildt søger gerne langt op på ”hill”, så vil man have held med jagten, skal man være indstillet på at gå adskillige højdemeter. Er man så heldig at nedlægge en hind eller en kalv, følger den næste fysiske udfordring – at få bragt dyret ned til den nærmeste farbare vej.

Selvom mange terræner i det skotske højland huser store mængder kronvildt, skal der arbejdes ihærdigt for at finde dyrene. Man får desuden sat sine jagtlige evner på prøve, når man skal pyrsche sig ind på dyrene. Af disse årsager er jeg virkelig kommet til at holde af jagten i højlandet.

Tre dages jagt i Skotland

Overvejer du, hvorvidt det er noget for dig, kan du i nedenstående film følge med på tre dages jagt i Skotland og måske blive inspireret til at komme afsted. Filmen varer 10.46 minutter - god fornøjelse!