Håndtering af nedlagte rovdyr, bl.a. mink
Uanset der ikke er påvist COVID-19 i vildtlevende rovdyr, skal nedlagte mink håndteres med sædvanlig omtanke. Myndighederne opfordrer til, at man sender dem til undersøgelse.
Vores vildtlevende rovdyr kan være bærere af sygdomme og parasitter, som kan overføres til mennesker. Heriblandt parasitter, som kan føre til uhelbredelige sygdomsforløb med dødelig udgang.
Derfor er det vigtigt at man håndterer disse arter på en fornuftig måde. Det betyder, at rovdyr, der nedlægges eller opsamles i naturen, bør håndteres med engangshandsker, emballeres i en plastikpose, som krænges ned over dyret og lukkes behørigt med knude, strips eller lign.
Dyret bortskaffes derefter med dagrenovationen.
Vær særlig OBS på mink
Myndighederne opfordrer kraftigt til, at mink, der bliver nedlagt i naturen, sendes til undersøgelse. Det betyder, at den enkelte jæger kan aflevere nedlagte mink hos Naturstyrelsens lokale enhed, eller sende dem direkte til Center for Diagnostik DTU.
Afleveres minkene til Naturstyrelsen, skal følgende information vedlægges: indsenders navn, adresse og kontaktoplysninger. Desuden angives dato for nedlæggelse og stedet hvor minken er nedlagt (adresse eller evt. koordinater). Ønsker man at sende minken(e), indhenter man en blanket på hjemmesiden vildtsundhed.dk, som udfyldes og vedlægges.
Informationer/blanketter pakkes i plastpose for sig, før de vedlægges, så informationer ikke går tabt pga. fugt. Posen bindes eller stripses gerne direkte til dyret, så den ikke risikerer at gå tabt ved håndtering/brud på emballage.
Usandsynlig spredning
Fødevarestyrelsen kender indtil videre ikke tilfælde af COVID-19-smitte i vilde mink. Ifølge DK-VET (Dansk Veterinær Konsortium) er det usandsynligt, at COVID-19 spredes med vilde mink. Fødevarestyrelsen samarbejder i øvrigt med Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen om at undersøge forekomsten af COVID-19 i vilde dyr.
- Læs også artiklen: Nordjysk indsamling af vilde rovdyr fortsætter