Gratis ebog og online jagtprøver til alle
Pga. coronavirus åbner Danmarks Jægerforbund og forlaget SEGES nu op for gratis adgang til ebogen "Jagttegn" samt daglige online teoriprøver. Tilbuddet er for alle - både aspiranter og erfarne jægere.
Mange steder påvirker coronavirus jagttegnsundervisning og de frivillige jagtprøver. Af hensyn til aspiranternes helbred aflyses undervisning og skydebaner lukker ned. Hvis det fortsætter længe, kan de obligatoriske jagtprøver risikere også at bliver påvirket. Eksempelvis er alle riffel-, bue- og haglskydeprøver aflyst, foreløbig frem til den 1. april.
- Læs også artiklen: Aflysning af riffel- og haglskydeprøver
Men de mange aflysninger og den ekstraordinære situation behøver ikke betyde at du som aspirant er overladt til dig selv.
Gratis ebog med et hav af detaljer
Som konsekvens af udviklingen åbner Jægerforbundet og forlaget SEGES nu op for 2 ugers gratis adgang til I-paper-versionen af grundbogen "Jagttegn". I-paper versionen af bogen er beriget med et hav af detaljer, som gør den til et skarpt læringsredskab. Igennem hele ebogen finder du orange ikoner som, når du klikker på dem, aktivere funktioner der er lagret i bogen:
- Oplæsning af teksten
- Direkte links til film med mere viden
- Forbindelse til testsiden på jagtprøven.dk
- Endnu flere billeder af vildtet – tryk på vildkendingsbillederne og så hvad der ligger bag
- Googlesøgninger på latinske navne – åbner ny fane med viden om og billeder af pågældende vildtart
- Søgefelt – i øverste højre hjørne et kraftfuldt søgefelt, som lynhurtigt kigger hele bogen igennem for dig
- Navigation via indholdsfortegnelse
Gå til ebogen, klik her
Brugernavn: jagttegnsunderviser
Adgangskode: corona
En ny online jagtprøve - hver dag
Derudover åbner vi op for adgang til testsiden på jagtprøven.dk, ligeledes i 2 uger. Hver dag lægger vi en en ny jagtprøve ud, så aspiranter kan få testet deres viden i en prøverelevant form.
Det er en god hjælp, når aspiranterne nu alligevel sidder hjemme og studerer, mens de venter på at jagttegnsundervisningen optages igen. Men det er bestemt også en mulighed for de mere erfarne jægere, som ønsker at teste deres paratviden inden for jagtens verden. Både ebog og jagtprøverne er nemlig åbne for alle interesserede!
Gå til jagtprøven.dk, klik her
Hold dig opdateret her på siden
Jægerforbundet er i tæt dialog med Miljøstyrelsen om udviklingen, og vi informerer så snart vi har nyt. Miljøstyrelsen meddeler, at de er klar til at strække sig langt for at hjælpe jagttegnsaspiranterne.
I den kommende tid vil vi her på hjemmesiden løbende holde dig opdateret med udviklingen, bl.a. i forbindelse med jagttegnsundervisningen.
- Læs også artiklen: DJ og styrelse i dialog om aflyst jagttegnsundervisning
Danmarks Jægerforbund kæmper jagtens sag i Danmark. Som medlem nyder du godt af en lang række fordele - bl.a. modtager du hver måned magasinet Jæger direkte i din postkasse, samt har mulighed for at læse det online. Du får også adgang til alle features i vores app.