OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 05. februar 2020

Folder-serie sætter fokus på jægerhåndværk

Udarbejdelsen af en række foldere om fældefangst og de invasive rovpattedyr skal være med til at øge fokus på korrekt jægerhåndværk og den spændende jagtform, det er. Folderne udarbejdes i samarbejde med Miljø- og Naturstyrelsen.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I Danmark er det kun tilladt at fange et begrænset antal vildtarter i fælde. For fuglenes vedkommende er det kun gråkrage, sortkrage og husskade, som må fanges. Derudover må man anvende fælder i forbindelse med regulering af rovpattedyrene ræv, husmår og ilder, mink, mårhund og vaskebjørn. Men der gælder en række strikse regler, som altid skal overholdes - ikke mindst i respekt for de arter, vi ikke ønsker at fange i fælderne.

Danmarks Jægerforbund, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen er i øjeblikket i gang med at formulere nye foldere om arternes biologi og de praktiske og håndværksmæssige aspekter, der indgår i jagten på dem.

Succes beror på ansvarsbevidst jægerhåndværk

- Med introduktionen af flere invasive rovpattedyr i den danske natur, er regulering, og ikke mindst regulering ved hjælp af fælder, blevet mere aktuelt end tidligere. Succes, og ikke mindst hensyn til andre end fokusarterne, beror i høj grad på godt og ansvarsbevidst jægerhåndværk, forklarer jagtkonsulent ved Danmarks Jægerforbund Jesper Kjær Illemann.

Han er én af dem, der arbejder med den nye serie af foldere. Folderne skal dels udbrede kendskabet til regulering under forskellige former, men i lige så høj grad sikre, at det sker i overensstemmelse med gældende regler.

- Jægerskaren er så godt som alene om opgaven med den praktiske indsats over for de invasive rovpattedyr, og mange yder en meget stor indsats. Men, udfordringer og muligheder er “nye”, og uddannelse og information derfor vigtigt. De, der involverer sig i arbejdet, skal naturligvis leve op til de krav, samfundet stiller til ansvarlighed. Desuden skal respekten for jægerhåndværket sikre, at man i videst muligt omfang undgår bifangster, pointerer Jesper Kjær Illemann.

Den nye folder-serien om fældefangst og de invasive rovpattedyr ventes at udkomme i løbet af foråret.

DJ og DOF i samarbejde om fælde-folder

Udover det nye materiale, har Danmarks Jægerforbund i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening desuden udgivet folderen "Vejledning i fældefangst," som beskriver praktiske anbefalinger til sikring af en effektiv og human brug af fælder - både når det drejer sig om rovpattedyr og kragefugle.

Folderen er et vigtigt stykke informationsmateriale til dig, der ønsker at bygge din egen fælde, og som har brug for at blive sat ind i reglerne på området, byggevejledninger mv.