Dedikeret reguleringsjæger får Jægerprisen 2020
Årets interne Jægerpris går til reguleringsjægeren Martin Poulsen fra Thisted. Hans indsats og evne til at profilere reguleringsjægernes vigtige samfundsarbejde er forbilledligt.
Det var i år en reguleringsjæger, thyboen Martin Poulsen, der under Danmarks Jægerforbunds repræsentantskabsmøde, lørdag den 19. september, modtog den attraktive interne Jægerpris. Som konkrete eksempler og begrundelse for indstillingen fremhæves den megen omtale pressen, som Martin Poulsen genererede i forbindelse med sin indsats med dueregulering ved Thisted Sygehus, samt ved regulering af Nilgæs i Tingstrup Sø, Thisted.
- Læs også artiklen: Reguleringsjægerne er en god historie
"Martin rykker ud til enhver henvendelse, selvom jobbet er fuldstændig frivilligt og ulønnet, og hvor selv kilometerpenge er noget man må aftale sig til fra gang til gang," hedder det bl.a. i begrundelsen, som er sendt til indstillingsudvalget af en lokal jæger.
"Martin har som enkeltperson, ved sit dedikerede virke i specialet regulering, nået en meget bred del af befolkningen, som ellers ikke er eksponeret for jagt, og givet et positivt indtryk af jagt - og den dertil hørende pligt til regulering," hedder det videre.
Masser af politianmeldelser
Den nordvestjyske reguleringsjæger kom i første omgang i lokalpressens søgelys, efter at han adskillige gange havde oplevet at blive meldt til politiet under arbejdet. Folk havde jo - trods gul vest og tydelig afmærkning - set en mand med våben i gadebilledet. Men politiet kunne hver gang berolige borgerne: Alle aftaler og regler var overholdt, og Martin gjorde en stor, frivillig indsats i hospitalets kamp mod duerne, som var til stor gene og sundhedsmæssig risiko.
Martin greb problemet med de mange anmeldelser i flugten, og brugte facebook og den lokale presse til at skabe opmærksomhed og forståelse for opgaven. Og det var en taktik, der gav pote.
- Se indslaget på TV Midt-Vest: Stop med at melde mig til politiet, tak
Nilgæs på kornet
Kort efter affæren på hospitalet blev to invasive nilgæs set i den bynære Tingstrup Sø, hvilket igen fik reguleringsjægeren op på mærkerne. Også her lykkedes det Martin Poulsen at rette mediernes fokus i den rigtige retning og på den måde forklare om, hvorfor det var nødvendigt at skyde de to gæs. Han argumenterede vedholdende, sagligt og høfligt ud fra, at der var tale om invasive arter, og om hvad det helt konkret betød.
- Læs artiklen i Nordjyske: Nilgåsen er ikke velkommen i Thy