Danmark vil forbyde bly i ammunition til jagt
PRESSEMEDDELELSE: Miljøminister Lea Wermelin og Danmarks Jægerforbund ønsker at udfase bly i riffelammunition til jagt, fordi bly er et tungmetal, som ikke hører hjemme i naturen. Med denne beslutning bliver Danmark det første land i verden, som helt forbyder bly i ammunition til jagt – både i hagl og riffelammunition.
Hvert år nedlægges der i Danmark cirka 200.000 pattedyr. Hvis alle jægere anvender blyholdig riffelammunition, så svarer det, ifølge Danmarks Jægerforbund, til at danske jægere efterlader op til 2.000 kilo bly i naturen hvert år. Bly skal ikke ende i vores natur eller fødekæder. Bly er giftigt for livet i vandløb og søer. Eksempelvis kan fisk, krebsdyr og vandplanter tage skade, og selv meget små mængder bly kan skade udviklingen af hjernen og indlæringsevnen hos børn.
Derfor ønsker miljøminister Lea Wermelin og Danmarks Jægerforbund at udfase bly i riffelammunition for at opnå en mere bæredygtig jagt i Danmark.
- Bly er et tungmetal, som ikke hører hjemme i naturen eller i vores fødekæder. Når man går på jagt herhjemme skal det ske på en måde, der er bæredygtig, og som ikke forurener vores fælles natur. Derfor er jeg glad for, at regeringen nu, sammen med Danmarks Jægerforbund, kan arbejde målrettet på, at Danmark bliver det første land i verden, der forbyder bly i riffelammunition til jagt. Ligesom vi var det første land i verden, der forbød bly i haglpatroner, siger Lea Wermelin.
Artiklen fortsætter under filmen.
Første land i verden, der forbyder bly i jagtammunition
Salg og brug af blyhagl til hagljagt i Danmark blev allerede forbudt i 1996. Danmarks Jægerforbund har længe arbejdet på at finde alternativer til de blyholdige projektiler, som benyttes i riffelpatroner til riffeljagt. Nu er alternativerne så gode, at det vil være muligt at gøre jagten blyfri.
- For os som grøn interesseorganisation er det helt essentielt, at vores passion, som er jagten, ikke efterlader sig forurening i naturen. Derfor var Danmark det første land i verden, som forbød bly i haglpatroner. Vi bliver det første land i verden, som kræver bionedbrydelige haglskåle i haglpatroner, og nu bliver vi også det første land i verden, som forbyder bly i riffelammunition til jagt, siger Marie-Louise M. Achton-Lyng, formand for Danmarks Jægerforbunds våbenudvalg.
- Læs også: Blyfri riffelammunition: Den store test
Arbejdet går i gang
Udfasning af bly i riffelammunition vil kræve en ændring af bekendtgørelse om våben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v. Projektiler indeholdende bly er tungere end blyfrie alternativer som eksempelvis kobber, og derfor skal regler for krav til kuglevægt gennemgås for alle danske vildtarter.
Det er særligt afgørende, at justeringer af reglerne vedrørende krav til jagtammunition foretages på en sådan måde at blyfri riffelammunition sikrer en effektiv og forsvarlig nedlæggelse af vildtet.
Miljø- og Fødevareministeriet undersøger derfor nu, hvordan kravene til riffelammunition kan tilpasses, så riffelammunition uden bly kan anvendes på forsvarlig vis, samt hvilke faglige og sikkerhedsmæssige forhold, der er knyttet til at indføre et sådant forbud. Herefter kan udfasningen af bly komme til at ske i praksis.
Forbuddet mod bly i riffelammunition til jagt forventes at træde i kraft i løbet af 2023 efter en overgangsfase.
Læs pressemeddelelsen på ministeriet hjemmeside
DJ svarer på spørgsmål på Facebook
Fredag fra kl. 16-17.30 sidder vi klar på DJ's Facebook for at svare på spørgsmål. Følgende personer sidder klar ved tasterne:
Marie-Louise Achton-Lyng, HB-medlem
Nicholai Vigger Knudsen, våbenkonsulent
Lars Thune Andersen, gruppeleder, Våben & Skydning
Niels Kanstrup, biolog og forsker
Web-seminar om udfasningen af bly
Den 24. november afholder Danmarks Jægerforbund et web-seminar, hvor vi nørder igennem med alt det våbentekniske i forbindelse med overgangen fra bly til blyfri.
Vi går helt tæt på de tekniske udfordringer og de mange løsninger. Vi skal snakke om patrontyper og diverse test, og vi også høre lidt om, hvorfor du ikke ønsker at servere blyholdigt kød til børn og gravide.
Deltagere i web-seminaret er:
Nicholai Vigger Knudsen, våbenkonsulent
Lars Thune Andersen, gruppeleder, Våben & Skydning
Niels Kanstrup, biolog og forsker
Anders Hatting Larsen, bøssemager
Web-seminaret er for alle – også ikke-medlemmer.
Tilmeld dig her