Corona-bukken

Viel glück, lød den afsluttende bemærkning ud gennem mundbindet fra den tyske grænsevagt, der kort forinden havde viftet mig ind til siden. Han stod denne lyse majaften sammen med et par bevæbnede kolleger ved den midlertidige kontrolstation, der var anlagt ved grænseovergangen ved brug af en flytbar pavillon, nogle kraftige projektører og et par solide køreplader i rabatten.

Inden sin velmente hilsen havde han tjekket pas og papirer, kontrolleret, at der var lås på riffelkufferten og at riflens serienumre passede med det, som der stod i våbenpasset. Han havde også nysgerrigt spurgt til, hvad jeg skulle jage. Men han gik tydeligvis ikke selv på jagt. For så havde han vidst, at det eneste, man ikke må gøre, når en jæger er på vej ud på reviret, er at ønske ham held og lykke – ifølge jægerovertroen vil det nemlig have den modsatte effekt. Nu kan man som jæger ganske vist ifølge samme overtro formilde jagtgudinden igen ved at kysse den første gamle madamme, man møder på sin videre færd. Men med de gældende corona-restriktioner for fysisk kontakt var dette ikke en mulighed i maj 2020.

Det var derfor med bekymrede rynker i panden, jeg kørte videre mod reviret.

Jagt er nødvendigt

Vejen videre førte forbi grænsebutikkerne. Her plejede det at myldre med tungtlæssede trailerfolk og nordjyske busturister. Nu var der underligt tomt på de gigantiske parkeringspladser. For vi var kun ganske få, der havde lov til at krydse den lukkede landegrænse. Man skulle have et anerkendelsesværdigt formål.

Og det havde jeg. Jeg var jo jæger.

”Henrejsen til jagtterrænet som jagtlejer, indehaver af et eget jagtterræn eller indehaver af en fast jagttilladelse er ikke at betragte som turisme. Udøvelsen af jagt er en nødvendighed, og dermed er rejsen til jagtterrænet i Slesvig-Holsten tilladt”, stod der i en erklæring, som den slesvig-holstenske delstatsregering havde udstedt, og som jeg medbragte i kopi sammen med den underskrevne jagttilladelse fra skovdistriktet. Med disse papirer i bilen var det ikke noget problem at komme over grænsen.

Jeg glædede mig over, at man fra officiel side helt åbenlyst delte min holdning til, at jagt ikke bare er pjat, og citerede også jævnligt sætningen om jagtens nødvendighed derhjemme når der blev spurgt til, om jeg virkelig skulle af sted så ofte ...

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at når jeg var i Tyskland i den tid, hvor grænsen var lukket, opholdt jeg mig kun inde i bilen eller ude i skoven. Jeg modstod fristelsen for at standse ved grænsebutikkerne for at købe lidt øl med hjem, selv om jeg uden tvivl var sluppet for at stå i kø. Det var alene jagten, der trak. Og da jeg sad på anstand den allerførste aften, skete der noget, der et øjeblik fik mig til at tro, at jagtgudinden i et øjebliks uopmærksomhed slet ikke havde hørt den tyske grænsebetjent, der ønskede mig held på jagten.

Et afgørende sekund

Jeg havde udvalgt mig et solidt tårn i kanten af en lille lysning midt ude i skoven. Her nød jeg stilheden, der kun blev brudt af munken og gærdesmutten og af de mus, der puslede rundt i skovbundens tørre løv for at finde bog. 

Bag tårnet gik der et smalt spor ind i den tætte blandingsskov. Her var der en ung røn i kanten, der pludselig bøjede fremover ud på sporet, vippede tilbage for derefter at få nogle voldsomme rusk. Det var pladsbukken på patruljetur – ingen tvivl om det, selv om årsagen til at rønnens rysten stadig stod skjult mellem træerne. Jeg drejede derfor hurtigt en halv omgang på sædet og fik riflen op. Tårnets solide rækværk gav et perfekt anlæg. Det kunne ikke gå galt. Og slet ikke hvis jeg lige rykkede mig ti centimeter, så jeg sad endnu mere solidt og var fuldstændigt klar, når bukken lod røn være røn og kom ud på sporet. 

Men netop i det splitsekund, jeg rykkede mig, trådte bukken et skridt ud. Da jeg igen fik trådkorset rettet ind, havde den taget et skridt mere. I sigtekikkerten kunne jeg kun se den allerbageste del af dyret på den anden side af sporet. Så tog bukken et skridt mere, og var væk. Jeg sad længe og ventede på, om den mon ikke kunne finde på at komme samme vej tilbage senere. Det kunne den ikke. Havde ham grænsebetjenten da bare holdt sin mund, tænkte jeg i bilen på vej hjem.

Venlig kontrol

Her bagefter kan jeg naturligvis godt se, at mine bebrejdelser ikke var rimelige. Betjenten havde jo udtalt ønsket om jagtlykke i den allerbedste mening. Og helt generelt var grænsekontrollen i corona-tiden både hurtig og høflig, såvel på den tyske side som på den danske side. Kontrollanterne vænnede sig hurtigt til, at det var almindeligt, at der kom danske jægere, der skulle over grænsen tidligt om morgenen eller hen mod aften. 

En bekymret dansk betjent spurgte, om det var et levende dyr, jeg havde med en aften, hvor jeg havde nedlagt en smalrå, som er jagtbar i Slesvig-Holsten i maj. En anden gang oplyste en jagtkyndig hjemmeværnsmand i paskontrollen mig om, at ham, der kom før mig, havde haft en årsbuk med hjem. 

En aften, hvor det var blevet særligt sent, undrede jeg mig noget over at se to tyske grænsebetjente stå i projektørlyset foran deres kontrolskur i vejkanten og skule efter bilen, da jeg passerede i lav fart på vej nordpå. Grunden til deres underlige opførsel fik jeg ved at kigge i bakspejlet. For så snart jeg var kommet på passende afstand, strøg de ud på den oplyste, men nu helt øde kørebane, og spillede fodbold. Det har uden tvivl været sjovere at gå på jagt end at skulle kontrollere pas og papirer. Så det er vel kun rimeligt, at de benyttede sig af muligheden for lidt adspredelse.

Når alt er anderledes

Den buk, som havde fejet en røn i stykker den første aften, og som jeg kun havde set et glimt af, var som sunket i jorden de næste par gange, jeg var ude. Men en aften, hvor jeg igen havde pakket patroner, pas og passérseddel, og havde taget plads i det tårn, hvorfra jeg havde set den, fik jeg kontakt igen.

Denne gang ankom den gennem et stykke med tæt opvækst af lave graner foran tårnet. I begyndelsen kunne jeg næsten kun se klovene, der kom trippende. Resten af dyret var dækket. Så blev det lidt mere åbent, og jeg kunne ane ryglinjen og hovedet og konstatere, at det var en god buk. Jeg havde den derfor i trådkorset, da den passerede en åbning, hvor bladet var frit, og kort efter havde jeg sikret mig godt kød til køkkenet og et trofæ til væggen. 

Det var dog først da jeg kom hen til den, at jeg så, at opsatsen var abnorm. Men det må vel egentlig siges at være meget rimeligt, at den var det. For på den måde afspejlede trofæet jo, at alt andet i forbindelse med denne jagt i corona-tidens slagskygge jo også var helt, helt anderledes end normalt.

Mon ikke det er jagtgudinden, der har sørget for, at det hele passede sammen på den måde?