OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 12. februar 2019

Vagtskifte i bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet

Efter mere end ti år som Danmarks Jægerforbunds repræsentant i bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet har H.C. Fuglsang nu givet stafetten videre. Jægernes nye mand i bestyrelsen for det store naturområde er jægerrådsformand Jan Holm fra Fanø.

Tekst: Hans Kristensen
Foto: Hans Kristensen

Gennem 47 år har den nu 72-årige Hans Christian Fuglsang fra Bramming været at finde på jagtpolitiske tillidsposter. Han har deltaget i det lokale jagtforeningsarbejde, og han har været regionsformand, kredsformand og hovedbestyrelsesmedlem for Danmarks Jægerforbund. Gennem de seneste 11 år har han været forbundets mand i bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet. Hans Christian Fuglsang forklarer:

Jeg var med i det tre år lange pilotprojektet, der gik forud for etableringen af nationalparken. Derefter er jeg blevet udpeget som Danmarks Jægerforbunds repræsentant i nationalparkens bestyrelse i to perioder, der hver har varet fire år. Dermed har jeg siddet i den tid, jeg kunne ifølge reglerne.
Danmarks Jægerforbunds nyudpegede medlem af bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet, Jan Holm (t.h.) har et godt samarbejde med det afgående medlem, Hans Christian Fuglsang. Her drøfter de fremtidens projekter på kanten af Vadehavet.

Danmarks Jægerforbunds nyudpegede medlem af bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet, Jan Holm (t.h.) har et godt samarbejde med det afgående medlem, Hans Christian Fuglsang. Her drøfter de fremtidens projekter på kanten af Vadehavet.

Et godt samarbejdsklima

Årene i bestyrelsen har været lige så omskiftelige som landskabet ved tidevandeskysten. I perioden med pilotprojektet blev planerne om at etablere en nationalpark mødt med mistro og skepsis fra flere sider. Fuglsang fortæller:

I dag er det heldigvis anderledes, og nu er det faktisk blevet sådan, at der er landmænd i de omkringliggende områder, der gerne vil have deres jord lagt ind under nationalparken, fordi det rent afsætningsmæssigt er et godt brand at skilte med.

Han har nydt det gode samarbejde i nationalparkens 12 mand store bestyrelse, der ud over jægeren bl.a. også rummer repræsentanter for ornitologerne, naturfrederne, sportsfiskerne og landbruget samt for de fire vadehavskommuner. Fra den netop aftrådte jægerrepræsentant lyder det:

Jagten i området har heldigvis aldrig givet anledning til konflikter i bestyrelsen. Vi respekterer hinanden og er gode til at nå til enighed. Det håber jeg vil fortsætte i Jans tid i bestyrelsen også.

Jægernes nye repræsentant

For den 57-årige agronom Jan Holm er det en spændende udfordring, der venter efter at han er blevet udpeget til at være jægernes nye mand i Nationalpark Vadehavets bestyrelse. Den engagerede jæger fra Fanø forklarer:

Jeg har besøgt mange forskellige nationalparker rundt omkring i verden, og er jo selv bosat midt i det hele.

Jan Holm har gået på jagt siden han var helt ung, og har som bestyrelsesmedlem i Fanø Jagtforening og som formand for jægerrådet i Fanø kommune en tæt tilknytning til det jagtorganisatoriske arbejde.

Hans Christian Fuglsang har gennem 11 år arbejdet med Nationalpark Vadehavet.

Hans Christian Fuglsang har gennem 11 år arbejdet med Nationalpark Vadehavet.

Jægerrådsformand Jan Holm fra Fanø er netop blevet udpeget til at repræsentere jægerne i Nationalpark Vadehavets bestyrelse i de næste fire år.

Jægerrådsformand Jan Holm fra Fanø er netop blevet udpeget til at repræsentere jægerne i Nationalpark Vadehavets bestyrelse i de næste fire år.

Et godt bagland er vigtigt

Jan Holm uddyber:

At jeg som formand for jægerrådet også er medlem af bestyrelsen for jægerforbundets kreds 4 ser jeg som et ekstra plus i forhold til at varetage jægernes interesser i nationalparken.

Kredsen dækker det syd- og sønderjyske område, og omfatter dermed også hele det danske vadehavsområde fra Blåvands Huk i nord til Tøndermarsken ved landegrænsen i syd. Jan Holm forklarer videre:

Vi har i kredsen desuden et vadehavsudvalg med medlemmer fra hele kysten. Det ser jeg som et meget stort aktiv i forhold til min rolle.

Jan Holm glæder sig desuden over, at han i sit arbejde vil kunne trække på den erfaring, som Hans Christian Fuglsang ligger inde med.

Bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet rummer repræsentanter for Varde, Tønder, Esbjerg og Fanø kommuner, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Sportsfiskerforbund, Digelagene og Naturstyrelsen.

Bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet rummer repræsentanter for Varde, Tønder, Esbjerg og Fanø kommuner, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Sportsfiskerforbund, Digelagene og Naturstyrelsen.

Spændende fremtidige projekter

Hans Christian Fuglsang forudser, at hans efterfølger kommer til at få en spændende periode i nationalparkens bestyrelse. Som han forklarer:

En stor fremtidig udfordring i Nationalpark Vadehavet bliver at sørge for at undgå øgede forstyrrelser for dyrelivet, i takt med at området bliver mere populært som turistmål. Området skal både benyttes og beskyttes.
Jeg kunne i den sammenhæng godt tænke mig at se jægerne i en mere aktiv rolle i forhold til formidlingen af Vadehavsområdets natur og kultur.

Desuden ser han personligt gerne, at nationalparkens projekt med regulering af ræve, mårhunde og andre prædatorer, som sker gennem aftaler med frivillige jægere fra Danmarks Jægerforbund, får lov at fortsætte, og at reguleringsjægerne får endnu bedre rammer at arbejde under.

Hans engagement i forvaltningen af det unikke naturområde er usvækket, selv om han nu træder et skridt tilbage og giver pladsen i Nationalpark Vadehavets bestyrelse videre til Jan Holm.

loksyd@jaegerne.dk