OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 16. maj 2019

Tøsernes fødselsdagsskydning

Lørdag den 11. maj holdt Team Tøs Fødselsdags- og jubilæumsskydning på Hagested-Gislinge jagtforenings skydebane.

Tekst: Johannes Bojesen. Foto: Johannes Bojesen

I år er det tyve år siden, at netværket for kvindelige jægere, Team Tøs, blev dannet netop her. Marianne Granzow, der har været med fra starten og er en af tovholderne fortæller, at forholdene har ændret sig meget siden dengang. Nu er der ikke noget underligt i at der kommer kvinder på skydebanen, men dengang vakte det opsigt, fortæller hun. I dag er kvinderne godt repræsenteret overalt, og særligt i Hagested-Gislinge jagtforening, hvor andelen af kvinder er på ca. 25 pct.

Team Tøs er ikke en jagtforening i traditionel forstand, men som sagt et netværk, og medlemmerne tilmelder sig gratis via e-mail eller på mobiltelefonen. Der er ikke nogen direkte tilknytning til Danmarks Jægerforbund, men næsten alle er medlem af en (eller flere) jagtforeninger, og på den måde medlemmer af DJ. Pt. er der omkring 500 kvinder i alderen 16-80 år i netværket, og de er fordelt over hele Danmark.

De to største tilbagevendende begivenheder er den årlige præmieskydning, og en ryste-sammen-aften med jagtmiddag i efteråret. Men der foregår mange andre ting i Team Tøs-regi: hagl- og riffelskydning, jagter i ind- og udland, foredrag, knivkurser, ny-jægerkurser, udflugter til Susegården og meget andet. Der er også et fint samarbejde med lignende tiltag i Norge og Sverige, hvor man er længere fremme mht. kvinder i jagtmiljøet og de respektive landes jægerforbund, end man er i Danmark, fortæller Marianne Granzow.

De deltagende piger – minus en lille håndfuld, der skulle videre til andre arrangementer. Privatfoto.

De deltagende piger – minus en lille håndfuld, der skulle videre til andre arrangementer. Privatfoto.

Grydelapperne

For tyve år siden vandt ægtefællen til Team Tøs’ stifter – Lene Skovgaard – en jagt på råbuk ved en riffelmærkeskydning. Ved udlodningen var der sidepræmier, og Lene vandt derfor et par hjemmelavede grydelapper. De tilstedeværende morede sig over det pudsige i, at hustruen vandt netop grydelapperne, men Lene syntes det var lidt træls.

Året efter blev de samme grydelapper derfor brugt som en sjov påskønnelse, og efterhånden er de to grydelapper - med motiver af fasan og hare - blevet kult, og har fået status af en slags vandrepokal inden for Team Tøs. Hvert år bliver de overbragt til et medlem, eller en gruppe af medlemmer, der har ydet en særlig indsats for netværket, og navnene på de heldige skrives bag på grydelapperne, der med årene har fået en del patina.

Flotte præmier

Til skydningen i år var der tilmeldt ca. 30 skytter, og der var rigeligt med præmier til deltagerne. Flotte præmier, der ud over emner som trofæmontager, skydestok, bøger, jagtbeklædning og jagtvin med Team Tøs’ nye logo, også tæller en vildsvinejagt til Emma-Boda i Skåne og en sneppejagt på Fanø. Også i år var vejrguderne med Team Tøs, og skytterne fik en hyggelig dag på skydebanen i selskab med jagtveninderne.

Lene Skovgaard med grydelapperne, der er blevet kult i team Tøs. Foto: Johannes Bojesen.

Lene Skovgaard med grydelapperne, der er blevet kult i team Tøs. Foto: Johannes Bojesen.