Syv dyr skudt ulovligt
Krybskytter på spil i nordjysk dyrehave har skudt og stjålet flere dyr fra indhegningen. Og det er desværre ikke første gang, det sker.
Den borgerstøttede Hadsund Dyrehave har over de sidste par måneder mistet ikke færre end syv dyr, som er blevet skudt ulovligt og fjernet fra dyrehaven. Det drejer sig om en meget stor sikahjort, en spids sikahjort, tre sikahinder, en då og en spids dåhjort.
31 stykker hjortevildt tilbage
Det skaber naturligvis ærgrelse og vrede hos de cirka 200 mennesker, der har valgt at støtte dyrehaven økonomisk, såvel som alle de borgere, der har fornøjelse ved at gæste den bynære dyrehave, som ligger på syv tønder land kommunejord.
- Ja, det havde vi ikke lige regnet med, siger Bent Rytter, som er formand for støtteforeningen bag dyrehaven.
Den nu 74-årige nordjyde var ham, som for 36 år siden tog initiativet til at få stedet etableret.
- Vi har selv afskudt fem dyr, inden dette uvæsen startede, så nu har vi kun 31 stykker hjortevildt tilbage i dyrehaven. Vi har tidligere mistet dyr. For eksempel fik vi fire drægtige sikahinder skudt for nogle år siden, og i alt har vi nu mistet cirka 15 dyr. Men vi har aldrig tidligere oplevet et omfang som dette, siger en frustreret Bent Rytter.
Dusør på 10.000 kr. udlovet
Sagen er naturligvis meldt til Nordjyllands Politi. Og foreningen bag dyrehaven har udlovet en dusør på 10.000 kroner for oplysninger, der fører til anholdelse af den eller de skyldige.
Bent Rytter oplyser, at samme nat, som det sidste dyr blev skudt, kl. cirka 01.45 den 13. oktober, blev der set en mørk Toyota Landcruiser ganske tæt på. En stor og stærk firehjulstrækker, med meget brede fælge og dæk.
Nordjyllands Politi kan kontaktes med informationer på tlf. 96 30 14 48.
Se i øvrigt tv-indslaget fra den 14. oktober på TV2 Nord her: