Stor opbakning til foredragsaften i markvildtets tegn
Der var stort fremmøde fra både nær og fjern, da Ballum Jagtforening i midten af februar havde inviteret til foredragsaften med særligt fokus på markvildt og agerhøns.
Tirsdag d. 19. februar var de lokale ildsjæle fra Ballum Jagtforening endnu engang værter for et større arrangement i Ballums Multihus, hvor jagt og i særdeleshed vores agerhøns var omdrejningspunktet.
Aftenen bød på 4 oplægsholdere. Første indslag var en præsentation af området og Ballum Jagtforening v. Keld Oksen (Formand for Ballum Jagtforening). Keld kunne berette om den negative udvikling som de lokalt har oplevet igennem tiden, hvor man vurderer, at der lokalt er sket en tilbage gang på ca. 40% af agerhønebestanden siden 1970´erne. Dette er vel og mærke i et af de områder, som i Danmark har den tætteste bestand af agerhøns i dag. Ballum Jagtforening er en gammel forening med mange stærke traditioner, der har et forbilledligt samarbejde internt i foreningen og en fantastisk portefølje af ildsjæle.
Andet indslag var fra vildt- og naturkonsulent Jakob Bergmann Nielsen fra DJ. Jakob holdt et meget informativt og præcist oplæg om, hvordan man som lodsejer kan få en økonomisk gevinst ved at etablere tiltag på sine omdriftsarealer, der tilgodeser vildtet og naturen. Dette er også et emne, som flere landboforeninger har opmærksomhed på og har vist stor interesse for, kunne Jakob Bergmann glædeligt berette.
Det tredje indslag v. vildt- og naturkonsulent Rasmus Ahlmann Nielsen fra DJ, omhandlede hans bachelorprojekt, som var den afsluttende opgave som skov- og landskabsingeniør fra Skovskolen i Nødebo.
Terrænerne omkring Ballum, Rejsby og Hjerpsted dannede rammen om hele projektet, og der blev foretaget et stort moniteringsarbejde for at vurdere den lokale agerhønebestand og dens ynglesucces. Dette blev sammenholdt med en detaljeret terrænvurdering. Der viste sig en tendens til, at agerhønsene ”fravælger” områder med høje levende hegn og småbeplantninger. Desuden var størrelserne på kuldene mindre i områder med mange høje træer og buske, hvilket kan vidne om en øget prædation på kyllingerne i disse områder.
Som sidste mand holdt Flemming Thune-Stephensen (Formand for SJD) slutteligt et oplæg, hvor den nye jagthundeorganisation SJD (Stående Jagthunde i Danmark) blev præsenteret.
Interessen for arrangementet var stor, og ca. 60 deltagere mødte interesserede op. De bestod ikke blot af lokale, for rygtet om arrangementet havde bredt sig. Så der var mødt hundefolk op fra hele Jylland, deltagere fra flere af de vest- og sønderjyske markvildtlav, lokale og en del andre interesserede.