OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. juni 2019

Skills blev en strålende succes

Kreds 4 med nyjægerkoordinator Dorthe Fallesen Frimann viste på fornem vis hvordan man kan stable et både velsmagende, underholdende og informativt nyjægerarrangement på benene.

Tekst: Troels Romby Larsen. Foto: Troels Romby Larsen


Alle arrangører håber på det – det gode vejr. Således også nyjægerkoordinator Dorthe Fallesen Frimann fra kreds 4, der stod i spidsen for en stor og hårdtarbejdende stab af frivillige hjælpere fra blandt andet Vamdrup Jagtforening ved ”Hunting Skills” på Vamdrup Skydecenter søndag den 2. juni.

Det blev en dag med tørvejr, strålende sol og et herligt rykind af mennesker. Med sikkerhed dukkede der 270 mennesker og – måske endda lidt flere, for der var gratis adgang hele dagen. Klokken 09.00 kunne de ufatteligt godt spillende blæsere fra Vamdrup åbne arrangementet med strofer, som sjældent høres, men ikke desto mindre viste hvor ypperligt et instrument et jagthorn er i de rette hænder.

Efterfølgende kunne Dorthe Fallesen Frimann byde de mange interesserede, jagttegnskursister, nyjægere og ”gamle” jægere med familie og venner velkommen og officielt åbne arrangementet.

Vamdrup Jagtforening stillede skydeinstruktør og bane til rådighed inkl. 25 duer og 25 patroner pr. person - kvit og frit. Det var der forståeligt nok mange, der benyttede sig af. Også bueskydning var et tilløbsstykke. Konservatorer, jagtrejsearrangører, riffelkoordinator, schweisshundeførere, strandjægere, repræsentanter for forskellige jagthunderacer og mange flere var hele dagen til rådighed for de fremmødte gæster – og spørgelysten var stor. Heldigvis - for arrangementet handlede netop om at informere ikke mindst nye jægere.

Udstillerne og arrangører havde gjort det så godt, så nyjægerkoordinatorer fra både kreds 1, 3, 6, 7 og 8 var dukket op for at blive inspireret af hele arrangementet. Måske dukker der fremover lignende initiativer op over hele landet.