Husk risikoen for svinepest
Skal du på jagt i et land med udbrud af den farlige afrikanske svinepest, så pas på, at du ikke slæber smitte med hjem, lyder advarslen fra Fødevarestyrelsen.
Sygdommen kan sagtens overleve i kødet. Derfor skal vildsvinekød fra områder med afrikansk svinepest være testet negativt, hvis det skal med hjem:
– Forsigtighed er meget vigtigt. Der er flere eksempler på, at sygdommen spreder sig over meget lange afstande via inficeret kød, siger dyrlæge i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard.
I lande, der er ramt af afrikansk svinepest, men i områder fri for sygdommen, er der ikke krav om test. Man bør dog alligevel undlade at tage vildsvinekød med hjem fra disse områder, da sygdommen spreder sig, hvorved der er en risiko.
Går du på jagt udenfor EU, må du ikke tage kød med hjem. Hverken fra jagt eller fra et supermarked. Det er forbudt for privatpersoner at tage kød- og mælkeprodukter med ind i EU. Derudover kan selv små mængder inficeret blod eller afføring fra vildsvin på en jægers støvler være nok til at smitte danske svin. Virus kan sætte sig på alt: tøj, fodtøj, udstyr, hænder og andet.
Afrikansk svinepest er ikke farlig for mennesker, men den er både smertefuld og dødelig for svin. Det vil få store konsekvenser for den danske eksport, hvis bare ét enkelt svin eller vildsvin i Danmark bliver smittet.