Hjælp med at evaluere forsøget med dæmrings- og skumringsjagt på kronvildt
I løbet af august udsendes et spørgeskema til evaluering af forsøgsordningen med dæmrings- og skumringsjagt på kronvildt. Danmarks Jægerforbund opfordrer alle medlemmer, som modtager spørgeskemaet, til at svare, så Aarhus Universitet får de bedst mulige forudsætninger for en retvisende evaluering.
I december 2016 ændrede den daværende Miljø- og Fødevareminister, Esben Lunde Larsen, rammerne for jagt på kronvildt. Ændringen førte til, at tre regionale hjortevildtgrupper besluttede at indføre forsøg med dæmrings- og skumringsjagt på den store hjorteart. Således blev det med jagttidsbekendtgørelsen fra 2017 muligt at drive dæmringsjagt på kronvildt i Vest- og Midtjylland samt på Djursland, og på Djursland har skumringsjagt ligeledes været muligt.
For at evaluere effekten af denne udvidelse af jagtmuligheden på kronvildt, udsendes i løbet af august et elektronisk spørgeskema til jægere, der har indrapporteret nedlæggelse af kronvildt i de omfattede kommuner i løbet af de sidste to jagtsæsoner. Spørgeskemaet sendes desuden også til en gruppe af jægere med riffeltegn, der ikke har nedlagt kronvildt i kommunerne, men som har nedlagt andet vildt.
DJ opfordrer medlemmerne til at besvare spørgeskemaet
For at kunne foretage en retvisende evaluering af forsøgene med dæmrings- og skumringsjagt på kronvildt er det nødvendigt med fyldestgørende viden fra de jægere, som har haft mulighed for at afprøve lige netop denne jagtform. Derfor opfordrer Danmarks Jægerforbund alle, som modtager spørgeskemaet, til at besvare det, og derigennem bidrage til at indsamle viden.
- Hos Danmarks Jægerforbund bakker vi op om undersøgelsen og vil gerne opfordre vores medlemmer til at besvare det, hvis de er i gruppen af udvalgte modtagere, siger formanden for Danmarks Jægerforbunds hjortevildtudvalg, Torben Schulz Jensen og fortsætter:
- Der er mange holdninger i spil, når det drejer sig om jagt på kronvildt, og muligheden for at jage kronvildtet uden for den normale skydetid er ingen undtagelse. Vores ønske er at evaluere forsøget på baggrund af jægernes individuelle erfaringer og holdninger, og der vil helt klart fremkomme nogle overordnede mønstre og betragtninger, som vi glæder os til at videreformidle, så snart det er muligt. Derfor er det afgørende, at så mange som muligt giver sig tid til at besvare undersøgelsen.
Undersøgelsen gennemføres af Aarhus Universitet for Miljøstyrelsen, og de endelige resultater forventes offentliggjort i løbet af foråret 2020.