H.K.H. Kronprinsen ny protektor for Danmarks Jægerforbund
Danmarks Jægerforbund har i dag den glæde at meddele, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen bliver ny protektor for organisationen. Hermed overtager Kronprinsen sin fars protektion.
H.K.H. Kronprinsen indtræder som ny protektor for Danmarks Jægerforbund. Dermed videreføres den tradition, at Kongehuset er engageret i flere facetter af jagten i Danmark. Den nye protektor følger i sin fars, Prins Henriks, fodspor, da Prinsen varetog protektionen til sin bortgang sidste år.
Formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen glæder sig:
"På forbundets og jagtens vegne er jeg utrolig beæret over, at Kongehuset har valgt at tildele os denne protektion. Med Kronprinsen har vi fået en særdeles kompetent og alsidig jæger som protektor, og jeg glæder mig i den grad over den anerkendelse, som dette er med til at give jagten og jægerne i hele kongeriget," siger Claus Lind Christensen.
Om Danmarks Jægerforbund:
Danmarks Jægerforbund er én af Danmarks største grønne organisationer med tæt på 90.000 medlemskaber. Danmarks Jægerforbunds mission er at sikre mest mulig jagt og natur for medlemmerne.
En anden og vigtig opgave for forbundet er at formidle glæden ved jagt og natur til børn og unge mennesker, som i dag lever liv, der både fysisk og mentalt er længere væk fra naturen end tidligere generationer. Motoren i Danmarks Jægerforbund er de 861 jagtforeninger, som er spredt ud over hele landet.