En god idé: Slamsuger rydder op på skydebanen
Efter at have læst vores artikel om forårsrengøring på skydebanen ved Kalø, kontaktede Thomas Skifter fra Kronjyllands Jagtforening redaktionen. Han ville gerne dele en rigtig god idé.
I Kronjylland Jagtforening har man længe været enige om at der snart skulle gøres noget - også før vores artikel om forårsrengøring på skydebanen blev publiceret. Foreningens flugtskydebane er - som så mange andre i landet - gammel og har været aktiv i et halvt århundrede. Man har drøftet haglpatroner med nedbrydelige haglskåle og lerduer, fremstillet i nedbrydelige materialer, men om man så indførte det hele den dag i morgen, fjerner det jo ikke de sidste 50 års efterladenskaber. Problemet er til at tage at føle på, og alle vil jo gerne bevare deres skydebane. I Kronjylland ligger skydebanen sådan, at man skyder ud over beplantet og kuperet terræn, hvilket bare gør oprydningsarbejdet endnu vanskeligere.
- Vi forsøgte os sidste år med opsamling på nedfaldsområderne med håndkraft og trailere, og med en masse bøvl lykkedes det at samle 5 trailerfulde op. Enhver kan regne ud at det ikke rigtig havde nogen effekt for en hel skydebane med jagtbane, skeetbane og trapbane, men vi havde da gjort noget, fortæller Thomas Skifter, formand for Kronjyllands Jagtforening i Randers kommune.
Sidste weekend var der så igen oprydning på programmet, men denne gang skulle en ny idé testes:
- På opfordring fra et medlem havde vi lejet en slamsuger hele lørdagen. Den kunne uden videre suge både haglskåle, lerduerester, hele lerduer og alt hvad der ellers ligger af affald på skovbunden op. Med den har vi renset 2 hele nedfaldsområder for fortidens levn. Samlet set sugede vognen omkring 15 m3 op - og det er vel at mærke lerduer, der er fuldstændig knust, så den opsamlede volumen har sikkert været langt mere end det firedobbelte. Nogle steder har vi fjernet et 30-40 cm tykt lag af gamle lerduer og haglskåle - selv sorte duer, som det er rigtig mange år siden vi stoppede med at bruge.
Thomas Skifter fortæller, at det kostede foreningen 10.000 kr. plus moms at leje slamsugeren en hel dag, og han vurderer, at tre-fire dage mere med sugeren vil fjerne alt det affald, som den 50 år gamle skydebane har produceret igennem årene.
- Og i virkeligheden er det måske et overkommeligt økonomisk niveau for os, hvis vi for 30-40.000 kr. kan rydde op efter 50 års skydninger og på den måde beholde vores bane aktiv, konkluderer jagtforeningsformanden.
Foreningen klør på igen så snart konditionerne er til det. Om kort tid vil området være groet til, og så bliver det sværere at arbejde i det.
- Kronjyllands Jagtforening har valgt at tage hånd om det virkelige problem, som er fortiden - og ikke bare tænke, at nu skifter vi til miljøvenlige materialer. Naturen tilhører os alle sammen, også på en skydebane, og skulle vi, der lever i og med naturen, ikke være de første til at passe på den, spørger Thomas Skifter.
Hermed er den gode idé fra Kronjylland givet videre.
Kort om processen
- Udlægning af sugeslanger. Man havde fældet nogle få store træer, så sugeren kunne komme tættest muligt på.
- Sugning foregik ved, at en enkelt eller to mand gik med river og rev lerduer og haglskåle sammen til ham, der gik med slangen.
- Til tømning havde man valgt et plant sted på jorden, hvor det sugede kunne aftippes.
- Bortkørsel foregik ved hjælp af pålæsning på tiptrailer og ture på lossepladsen, hvor man efter aftale kunne tippe affaldet på jorden.
- Det er vigtigt ikke at rydde området inden med f.eks. buskrydder, for alle de små grene vil tilstoppe sugeslangen.
- Sugeren kan suge alt, bare det er småt nok til at komme igennem slangen. Det er virkelig noget heftigt grej.
Læs i øvrigt artiklen Ellemann til TV 2: Forbud mod haglskåle i plast på vej
Læs også om Jægerforbundets holdning til plasthaglskåle