Biologer på skydebanen

Solen skinner og der er trængsel på skydebanen i udkanten af Grenå. I begyndelsen kommer lyden af skud som chok for de våbenfremmede biologer, som med opvakt alvor flokkes omkring banerne og de intimiderende våben. Men efterhånden vænner de sig til knaldene og krudtrøgen og begynder ivrigt at snakke i munden på hinanden og sammenligne træffere.

- Lidt til højre næste gang, råber den ene biolog til den anden, mens han fokuserer sin kikkert mod kollegaens skive ude for enden af 100-meter banen.

Så rasler mauserlåsen og et afskudt hylster klirrer ned på gulvet, mens en ny patron glider ind i kammeret. Derpå et øjebliks stilhed, så kommer knaldet. Bull’s-eye!

I Grønland er de benyttede sikringsvåben alle af kaliber .30-06. De skal bruges til selvforsvar, typisk på korte afstande, og har ikke kikkert, da det er vigtigt at holde våbnene så simple som muligt.

På kurset lærer biologerne fra Arktisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet den grundlæggende teori om repeterriflens opbygning og øver sikker håndtering af våbnene. Men de skal selvfølgelig også skyde – først med kikkert og dæmper og bagefter over kærv og korn – og de skal simulere en nødsituation, hvor man henter sit våben, lader og skyder.

I det hele taget skydes der rigtig, rigtig meget den dag i Grenå.

Isbjørne overalt i Grønland

Nogle af de tilstedeværende har allerede masser af erfaring med våben, enkelte fordi de er aktive jægere og andre fordi de har været udsendt mange gange før. Tidligere var det ofte den samme flok forskere, der rejste til Grønland på feltstudier, og dengang typisk til ødemarken i Nordøst, hvor man samarbejdede med Siriuspatruljen. Men i dag udsendes pga. klimaforandringerne langt flere forskere til overalt i Grønland, og mange rejser af sted for første gang. I alle aldre og af begge køn.

Når vi er ude på et projekt, har vi altid bjørnevagt på. Spottes en isbjørn, vil den typisk gå rundt ude på afstand og snuse, mens den ser os an. Udover riflen, har vi en signalpistol med, og det er den, vi bruger først.

Hvor det tidligere kun var påkrævet at bære riffel i Nordøstgrønland, har risikoen for at møde isbjørn nu spredt sig til hele øen. Igen retter opmærksomheden sig mod klimaforandringerne, som er særligt tydelige i Arktis. Selv helt nede i syd kan man året rundt møde bjørne, som er svømmet i land fra isflager i havet ud for Kap Farvel. Og de er sultne, når de kommer i land.

- Derfor er det vigtigt for os at øve procedurerne og sikker håndtering af våben, forklarer Toke Høye, seniorforsker ved Arktisk Forskningscenter. Han er én af dem, der har været af sted før – faktisk hele 15 gange. Men selvom han ikke er helt grøn med en riffel, er det stadig godt at få fornemmelsen ind på kroppen igen. At mærke rekylen mod skulderen og øve skydestillingerne. At vide, at skuddet sidder som det skal.

Afmystificering og tilvænning

På kurset lader Jægerforbundets riffelinstruktør Nicholai Vigger Knudsen biologerne skyde med flere forskellige kalibre – lige fra den lille .222’er og til .308’eren, som hugger lidt ekstra hårdt mod skulderen.

- Men det er kun for at afmystificere og tilvænne. I Grønland er de benyttede sikringsvåben alle af kaliber .30-06. De skal bruges til selvforsvar, typisk på korte afstande, og har ikke kikkert, da det er vigtigt at holde våbnene så simple som muligt. Så er der mindre, der kan gå i stykker derude, forklarer Nicholai Vigger Knudsen.

Han er en tålmodig sjæl og en blændende underviser, og snart har alle kursisterne været igennem det grundlæggende, så kikkerter og lyddæmpere kan afmonteres. En ung kvinde affyrer sin riffel fra fritstående skydestilling og træffer sit mål over kærv og korn. Støvet puffer op derude i jordvolden, lige bag skiven.

Farligt møde med isbjørn

For biologerne er træningen dødeligt alvor, og de ved godt, at de ikke er på skydebanen for sjov.

- Jeg har mødt isbjørne mange gange, fortæller Søren Rysgaard. Han er leder af Arktisk Forskningscenter, erfaren jæger og professor ved Aarhus Universitet. Og så har han 25 års erfaring med feltstudier i Grønland.

- Når vi er ude på et projekt, har vi altid bjørnevagt på. Spottes en isbjørn, vil den typisk gå rundt ude på afstand og snuse, mens den ser os an. Udover riflen, har vi en signalpistol med, og det er den, vi bruger først. Ofte er det nok til at skræmme bjørnen væk, men hvis det ikke er, gør vi os klar til at bruge riflen. Personligt har jeg kun oplevet at komme så vidt en enkelt gang. Vi afgav et varselsskud, hvor projektilet ramte foran bjørnen, som så heldigvis stak af, forklarer Søren Rysgaard.

Ifølge professoren er risikoen størst når man f.eks. er et par stykker ude i gummibåd og lige skal ind til bredden, måske for at forrette sin nødtørft. Så kan et pludseligt møde med en strejfende isbjørn blive skæbnesvangert. Det skete for nogle år siden ude ved kysten, hvor en forsker pludselig blev angrebet. Han nåede at blive bidt flere steder på kroppen, før det lykkedes at uskadeliggøre bjørnen.

- Det er derfor vi arbejder på at få rutinerne på plads. Vi efterlader altid vores våben det samme sted og på samme måde, så vi hurtigt kan komme til dem, understreger Søren Rysgaard.

Et behov, der er kommet for at blive

Af samme årsag er det da næppe heller sidste gang at Arktisk Forskningscenter sender biologer til våbentræning hos Danmarks Jægerforbund. Det stigende antal isbjørne på både kyster og sågar på indlandsisen, gør – sammen med behovet for øget forskning – allestedsnærværelsen af en riffel i selvforsvars øjemed ganske nødvendig. Desværre.

Udover våbenhåndtering modtager biologerne forud for feltstudierne undervisning i førstehjælp og radiokommunikation.

Læs mere om Arktisk Forskningscenter på Aarhus Universitets hjemmeside – klik her!