Resultaterne af tandindsamling fra kronhjorte er udgivet
Nu kan du læse fagrapporten ’Resultater fra monitering af kronhjorteudbytte 2017/18’. Resultaterne bygger på data fra 193 krondyr. Tak til alle jer, der bidrog til indsamlingen. Med den nye sæson er der er igen plads til alle, der ikke fik afprøvet indberetningen.
Fra jagtsæsonen 2017/18 blev der i alt indsendt 193 kronvildttænder fra landets jægere. Ifølge vildtudbyttestatistikken er der i alt nedlagt 1852 hjorte i sæsonen.
Regeringen vedtog i efteråret 2017 en forvaltningsramme, som skal sikre en mere naturlig bestandssammensætning i kronvildtstammen. Principperne bag den ny forvaltningsramme er en høj grad af lokal indflydelse på jagttider og forvaltningsredskaber samt frivillig indsamling af data fra de nedlagte kronhjorte. Du kan se mere om, hvorfor vi samler tænder ind, her.
Af de 193 krondyr, som indgår i årets indsamling, var der i alt tolv hjorte, der blev estimeret til mindst 8 år. Langt hovedparten af de undersøgte hjorte var imidlertid mellem 2 og 5 år gamle.
DJ’s nye formand for Hjortevildtudvalget hovedbestyrelsesmedlem Torben Schulz Jensen glæder sig over, at der således er modne hjorte ude i de danske kronvildtbestande, men noterer sig, at materialet samtidig viser, hvori den store udfordring består:
- De indleverede kæber viser os, at den jagtlig efterstræbelse efter hjorten, når den har nået 5-års alderen, er så stor, at de har en stor jagtlig dødelighed. Det er en udfordring, vi skal arbejde med, men jeg kan ikke bebrejde jægerne, at de gerne vil skyde hjortene, når de først når den alder, for her er gevirerne altså store og imponerende.
Ros til jægere
Den nye formand for Hjortevildtudvalget roser de jægere, som har indsendt materiale til analyse, da det er vigtig for Vildtforvaltningsrådets regionale hjortevildtgrupper, at datamaterialet over tid bliver så solidt som muligt:
- Det er vi jægeres pålagte ansvar at medvirke til indsamling af viden. Kun på den måde kan vi få en indikation af, om vi nærmer os de forvaltningsmål, som regeringen og Vildtforvaltningsrådet med Danmarks Jægerforbund er blevet enige om. I den forrige jagtsæson blev der frivilligt indsendt 193 tænder, siger Torben Schulz Jensen og fortsætter:
- Det antal skal vi gerne have meget højere op. Så derfor lyder min helt klare opfordring: Udfyld den udvidede indberetning på vildtudbyttestatistikken og send tænderne ind fra din nedlagte kronhjort. Prøv i den anledning at give dit bud på alderen. Hvorfor? Fordi I lokale jægere sidder med en stor individuel viden, og vi har med det store klovbærende vildt fokus på fælles viden og det gode jægerhåndværk. Lad os vise, at vi jægere kan bidrage med fælles forvaltning og ekspertise. Vi skal turde at være med til at skabe rammen om en ny jægerhåndværkskultur. Når du viser frivilligt overskud, får du naturligvis også direkte svar fra tandsnitsanalysen på netop dit dyr. Dermed får du en indikation af, om du har ret i dit bud, slutter Torben Schulz Jensen.
Tandsnit er den bedste metode til aldersbestemmelse
Aldersvurderingen af de indsendte tænder bliver foretaget via optælling af tandcement-årringe i tandrødderne. Denne metode er behæftet med en mindre usikkerhed, men er suverænt den mest sikre metode til aldersbestemmelse af kronvildt.
Nærværende undersøgelse kan betragtes som en stikprøve af det samlede udbytte. Et fuldt oplyst beslutningsgrundlag kan kun tilvejebringes ved indsamling af materiale fra alle nedlagte hjorte over en årrække.
Fagrapporten ’Resultater fra monitering af kronhjorteudbytte 2017/18’ er resultaterne fra sidste sæsons frivilligt indsendte tænder fra nedlagte kronhjorte. Du kan læse rapporten her
I Danmark har debatten om tandsnitmetoden fyldt en hel del på godt og ondt. På denne side kan du i bunden finde svar på flere af spørgsmålene, der er rejst om metoden.
Med den nye jagtsæson er tandindsamlingen også igang igen.
Du skal indsende hjortens to store fortænder, og du kan se hvordan i filmen herunder, hvor du også kan se, hvordan du udfylder en kuvert med den viden om dyret, som vi gerne vil have. Og indsamlingen gælder altså udelukkende kronhjorte ældre end spidshjorte.
Du kan rekvirere gratis konvolutter på post@jaegerne.dk.