Krybskytter i Søby: 'Forbandet svineri'
Ordene flyver ud af munden på Michael Hauge efter fundet af to meget store dåhjorte skudt af krybskytter i Søby syd for Herning.
Tirsdag aften (den 18, sept.) falder der omkring klokken 22.00 to riffelskud nær brunkulslejerne i Søby. Skuddene bliver hørt af skovløber Jens Bøving, der straks kontakter Michael Hauge, der bor i nærheden og har jagtretten på mere end 300 ha i området. Sammen kører de to ud for at tjekke området, hvor skuddene faldt.
Anskudt
Igennem sin termiske kikkert finder Michael Hauge hurtigt et varmt dyr, der ligger i skellet mellem Fasterholdtgårds marker og Michael Hauges egen skov. Det viser sig at være en dåhjort, der er skudt på siden af halsen. Skønt der er gået 10-15 min., fra skuddene til hjorten findes, er den ikke død. Den udånder dog, mens de står ved den.
Krybskytterne kom igen
Politiet i Herning kontaktes, og de ankommer efter midnat. I mellemtiden gemmer Jens Bøving og Michael Hauge sig i skoven. Hele natten holder de vagt, og ved 02-tiden kommer der da også to biler langsomt rullende forbi på den offentlige vej, hvorfra hjorten er skudt. En ny og en ældre bil (af kendt mærke). Den ældre med et særligt kendetegn! En trailer er efterspændt den ene bil.
Veludstyrede kriminelle
Pludselig gasser begge bil op og forsvinder. For Michael Hauge er der ikke skyggen af tvivl. Det var krybskytterne, der kom for at hente deres dyr, og de havde også termisk udstyr – der afslørede Jens og Michaels tilstedeværelse.
Endnu en skudt dåhjort fundet
Torsdag formiddag mødes Michael Hauge, Vagn Clausen, der er medejer af Fasterholdtgård med jagtretten på over 800 ha i området, og Jægers udsendte. Åstedet, hvor den nedlagte dåhjort er fundet, bliver inspiceret, og der tages fotos.
Da vi kører tilbage til Michael Hauges ejendom på Brunkulsvej for at få en snak om krybskytteriet i området, opdager Michael Hauge fra bilen pludselig, at der blot 200 meter fra den første dåhjort ligger en mere.
Et grotesk syn
Han hugger bremserne i, og skældsordene flyver ud af munden på ham. Bilerne parkeres i rabatten. Sammen går vi alle tre hen til den stærkt oppustede og ildelugtende hjort, der tydeligvis har fået savet begge stænger af. Et grotesk syn.
Hvem snuppede stængerne?
Det vurderes, at det er forbipasserende, der måske i løbet af onsdagen har savet stængerne af hjorten. Hvem ellers?
Et trist og helt meningsløst dobbelt drab
Både Michael og Vagn er næsten i chok. To af områdets måske blot fem fuldskufler er illegalt nedlagt i ly af natten, skudt skønt dåhjortene er fredet i området, skudt med forbudt, termisk udstyr, nedlagt på fremmed mands grund og dyreværnsmæssigt helt utilgiveligt efterladt stærkt lidende.
Manglende store hjorte
Nedlæggelsen af de to dåhjorte, som de to jagtvenner ikke holder sig tilbage for at kalde svinsk, er måske en klar indikation på, at der igennem flere år er bedrevet ulovlig jagt i det ret øde område, og manglen på større dåhjorte trods mange års fredning kan måske forklares ved regulært krybskytteri.
Forebyggelse mod gentagelse
Politiet holder kortene tæt ind til kroppen. De lokale lodsejere og jagtberettigede har foranlediget af denne og andre ”uforklarlige” episoder truffet beslutninger og foretaget tiltag, der har til hensigt at imødegå lignende hændelser.
Dusør udloves
Michael Hauge og Vagn Clausen har udlovet en dusør på 25.000 til den, der kan bringe navnene frem på de personer (kald dem ikke jægere!!), der har skudt hjortene. Kontakt det lokale politi i Herning på tlf. 9627 1465.