Kredsmøde i kreds 6: - Det må kunne gøres bedre
Det mener den afgåede kredsformand, Sven-Erik Johannesen, Kreds 6, om hvervningen af nye medlemmer til Danmarks Jægerforbund.
Målsætningen i Jægerforbundet, at medlemstallet fra 2012-2017 skulle øges med 10 procent, er ikke indfriet.
- Et hurtigt kig på medlemstallet pr. 1. oktober 2017 afslører, at målsætningen i Kreds 6 heller ikke blev opfyldt. Vi er tværtimod gået 11,2 procent tilbage fra 8,196 til i dag 7.281 medlemmer, sagde Sven-Erik Johannesen på kredsmødet i Damme på Møn 10. marts, hvor han afløstes på posten af Torben Møller-Nielsen og blev hædret med Jægerforbundets bronzenål.
Bedre arrangementer et must
- Fordi den nedadgående tendens ses over stort set hele landet, vil jeg anbefale, at jagtforeningerne sørger for, at der til arrangementer tages godt imod nye ansigter, og at oplevelserne for eksisterende medlemmer gøres bedre.
- Vi hører ofte, at størstedelen af foreningslivet i Danmark er ramt af medlemstilbagegang, men det er ikke korrekt. I en nylig udgivet rapport fremgår det, at andelen af foreninger med medlemsvækst er 29 procent, og andelen med et stabilt medlemstal er 45 procent. Det er således kun 26 procent af foreningerne i Danmark, der oplever reel medlemsnedgang, og her er Jægerforbundet iblandt, men det må kunne gøres bedre i en tid, hvor jægerne bliver flere og flere, og naturlivet får omtale som aldrig før, mente Sven-Erik Johannesen, der ser udpegningen af Finn Hvid Bertelsen som formand for nyjægerudvalget som et skridt, der kan vende udviklingen, fordi han vil fokusere målrettet på at gøre det attraktivt for nyjægere at blive en del af Jægerforbundet.
Han mener også, at det er godt for jagtforeningerne og nyjægerne, at Christian Iuel er ny nyjægerkoordinator i Kreds 6, fordi han og Finn Hvid Bertelsen ser på opgaven med friske øjne. Det første tiltag – en nyjægerdag på flugtskydningsbanen i Næstved 12. maj – er kørt i stilling, og Christian Iuel håber, at det vil give kontakter til nyjægere, som er den målgruppe, organisationen har sværest ved at få i tale.
Var løst, hvis det var let
Jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen, beklagede, at det desværre ikke har været muligt at stoppe medlemsflugten.
- Hvis hver jagtforening finder blot et nyt ekstra medlem, så vil udviklingen vende. På Fyn er nedgangen i medlemstallet heldigvis ved at vende, og i Kreds 1 og på Bornholm opleves en lille fremgang. Vi er nødt til at gøre noget, fordi jagtforeningerne er rygraden i vores organisation.
Claus Lind Christensen opremsede tiltag for nyjægere: Rekruttering på Facebook, nyjægertilbud med tre måneders gratis medlemskab, konkurrencer, en App som et værktøj til jagtforeningerne og nuværende medlemmer og et ambassadørkoncept.
- Hvis det havde været let, så havde vi løst tilbagegangen i medlemstallet for længe siden, fastslog han.