Dagsorden til VFR-mødet i september
Vildtforvaltningsrådet afholder sit næste møde i denne uge den 21. september i forbindelse med en ekskursion til Holland. En forholdsvis kort dagsorden er nu offentliggjort, og som sædvanlig præsenterer og kommenterer vi forud for mødet de centrale dagsordenspunkter.
Procesplan frem mod revision af jagttider om to år
Som tidligere fortalt skal en række af de jagtbare arter genbesøges allerede om to år i forhold til fastsættelse af jagttid. I den forbindelse skal Vildtforvaltningsrådet tage stilling til en procesplan for det videre arbejde frem mod den delvise revision om to år.
- Et centralt udgangspunkt for fastsættelse af jagttiderne er de såkaldte Key Concepts, som på europæisk plan angiver træk- og yngletider for trækfugle, herunder mange af de fuglearter, der er fastsat jagttid på, oplyser Jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen, og fortsætter:
- Disse angivelser af træk- og yngletider er p.t. under revision, og det kan derfor undre os en del, at de danske myndigheder endnu ikke har inddraget de relevante organisationer, f.eks. Danmarks Jægerforbund, i dette arbejde.
- I forbindelse med offentliggørelse af f.eks. reviderede eller nye bekendtgørelser på jagt- og vildtforvaltningsområdet forventer vi i fremtiden, at det sker betydeligt før, end vi har oplevet det i år med offentliggørelse nærmest på dagen for ikrafttrædelsen, siger Claus Lind Christensen og uddyber:
- Læren fra den sidste proces er, at det hverken levner Jægerforbundet mulighed for at informere om ændrede regler i god tid eller jægerne mulighed for at sætte sig ind i disse. Generel og rettidig information om ændrede regler til jægerne fra Miljøstyrelsen synes desværre også at være en mangelvare.
Refleksioner over mødet med gåseforvaltning i Holland
Det kan synes lidt absurd at kommentere på et møde, der først afholdes på torsdag i Holland, men der er alligevel principielle elementer at trække frem i denne diskussion.
- Når vi taler om grænseoverskridende forvaltning af gæs, har vi allerede glimrende værktøjer, herunder og naturligvis især jagten. Vi ønsker blot mulighed for i større udstrækning at kunne gribe til disse værktøjer, udtaler Claus Lind Christensen og tilføjer:
- Hvis der blev mulighed for f.eks. at handle med nedlagte bramgæs og kortnæbbede gæs, ville det sandsynligvis betyde, at flere jægere ville skyde mange flere individer og dermed i højere grad deltage i forvaltningen af disse to gåsearter.
- Når det er sagt, står det også klart, at jægerne ikke kan påtage sig ansvaret alene for forvaltningen af gæssene, især ikke da nogle gåsebestande vokser voldsomt i disse år. Vi ser derfor gerne, at flere centrale aktører kommer på banen og er med til at tage ansvar for den internationale gåseforvaltning, understreger Claus Lind Christensen.
Pulje under jagttegnsmidler
Rådet skal også drøfte kriterier for uddeling af jagttegnsmidler ved en projektrunde.
- I den sammenhæng mener vi helt grundlæggende, at de penge, som jægerne har indbetalt i jagttegnsmidler, skal arbejde for jagten og jægerne i form af projekter, der kan bidrage med viden til dansk jagt og vildtforvaltning, herunder uddannelse. Vi er således meget opmærksomme på projektresultaternes direkte anvendelighed i praktisk jagt- og vildtforvaltning, understreger Claus Lind Christensen.
Bestandsgenopretning af kirkeugle
Endelig skal rådet drøfte, hvordan man kan hjælpe den trængte bestand af kirkeugler på fode igen, herunder om det kan/skal ske ved translokation på grund af den lille bestands spredte forekomst i Danmark.
Vildforvaltningsrådets nye hjemmeside
Vildtforvaltningsrådet har fået sin egen hjemmeside. Se den her