Vingeundersøgelsen i december
Så er der nyt fra vingeundersøgelsen i december. Der blev i alt indsendt 2.086 vinger. Vingerne blev modtaget fra 150 jægere som i gennemsnit indsendte 15,7 vinge.
En enkelt jæger stod for 155 vinger, mens 7 jægere nøjedes med at indsende én vinge. Vingerne kom fra fugle nedlagt på 240 forskellige lokaliteter, hvor der fra den bedste lokalitet blev indsendt 76 vinger.
Alle der indsendte vinger igennem december takkes for indsatsen, og vi håber at jagten i januar bliver mindst ligeså succesfuld.
Med udgangen af januar slutter vingeundersøgelsen for denne sæson. Husk derfor at få indsendt de sidste vinger i løbet af februar, så man har en større chance for at blive udtrukket i vingelotteriet. Som de sidste mange år trækker vi lod om en duejagt i England med Buhls Jagtrejser og om et gavekort på kr. 1.000,- til brug hos Korsholm. Gavekortet er sponseret af Danmarks Jægerforbund. Vinderne får direkte besked i løbet af marts måned.
Sæsonens fordeling af vinger på de enkelte arter i vingeundersøgelsen til og med december 2016 kan ses i figuren. Ud af 1.062 vinger fra svømmeænder i november dominerede gråand med 540, pibeand med 287 og krikand med 216. Blandt 571 vinger fra dykænder, var det igen ederfugl der toppede med 214 vinger, efterfulgt af troldand med 138 vinger. I december blev der fortsat indsendt få vinger fra dobbeltbekkasin med 41, og flere af skovsneppen med i alt 215.
Alle der nedlægger ænder, gæs, blishøns, skovsneppe eller dobbeltbekkasin kan deltage i vingeundersøgelsen. Klip én vinge af de nedlagte fugle og send dem til os i de specielle vingekuverter, som kan fås ved at sende navn og adresse til vinger@bios.au.dk eller ved at ringe på 87150000. Vi sender også forsendelseskuverter hvor portoen er betalt, så der ikke er udgifter forbundet med at deltage.
Ud over de store hovedpræmier, som udtrækkes efter sæsonens afslutning, udtrækker vi hver måned én jagtkniv for hver 1.000 indsendte vinger. Det er rigtigt gode svenske EKA knive, som vi ved mange er rigtig glade for. Med lige over 2.000 vinger i december blev der udtrukket to vindere af en jagtkniv. De heldige jægere blev Kristoffer Nielsen, Allinge og Torben Strøe, Lemvig. De indsendte hver henholdsvis 4 og 7 vinger i december, hvor der var 289 lodder fordelt på de 150 jægere der indsendte vinger.
Vi vil på baggrund af de aktuelle fund af fugleinfluenza i vilde fugle gøre opmærksom på, at man bør følge de retningslinjer som Danmarks Jægerforbund har lagt på deres hjemmeside.
Vi har fortsat speciel fokus på fløjlsand og havlit, hvor vi i samarbejde med Danmarks Jægerforbund prøver at finde ud af, hvor fuglene kommer fra, om de er fra Skandinavien eller fra Rusland. Derfor vil vi meget gerne have alle de vinger, vi kan få. Hvis muligt, vil vi også gerne have hele fugle. Ud over registrering af antal og køn og alder, vil fjer fra vingerne fra havlit og fløjlsand blive undersøgt med en teknik, der giver information om, hvor fuglene er opvokset. Undersøgelser af fløjlsænder er i fuld gang, da vi allerede har modtaget nogle hele fugle gennem vingeundersøgelsen.
Du kan læse mere om projektet med fokus på fløjlsand og havlit her.
På vingeundersøgelsens hjemmeside kan man gennem sæsonen følge med i, hvor mange vinger der er blevet indsendt, få information om baggrunden for vingeundersøgelsen, se tidligere års resultater og finde en vejledning i indsendelse. Husk det er gratis at deltage.
Knæk og bræk