Pressemeddelelse fra Vildtforvaltningsrådet
Vildtforvaltningsrådet har truffet beslutning om indstilling til ministeren om udsætning.
PRESSEMEDDELELSE: Vildtforvaltningsrådet har truffet beslutning om at forelægge ministeren en indstilling til ændring af regler for udsætning af fasaner, agerhøns og gråænder. Syv og af ni medlemmer står bag beslutningen.
Med udgangspunkt i biotopplanordningen har rådet indstillet, at ordningen fortsat videreføres, men i en revideret udgave. Biotopplanerne ønskes i højere grad tilpasset den enkelte ejendom og målrettet varig natur – heriblandt ikke-jagtbare arter i det åbne land.
Rådet foreslår, at de nuværende regler for antallet af fugle, som kan udsættes på den enkelte ejendom, videreføres med undtagelse af biotopplaner til agerhøns. På ejendomme med biotopplaner til agerhøns indstilles, at der kan udsættes 4 fugle/hektar. For eksisterende biotopplanejendomme indstilles derudover mulighed for en øget udsætning af fasaner udover de nuværende regler på 7 fugle/hektar. En sådan biotopplan skal være flerårig og hovedsageligt indeholde etablering af permanente tiltag for på den måde at skabe en større kontinuitet på den enkelte ejendom. Dermed kan der opnås mulighed for at udsætte op til 8-12 fugle/hektar.
For al udsætning foreslås krav om anmeldelse af udsætning. Det betyder, at alle som udsætter fasaner, agerhøns og ænder digitalt skal anmelde antallet af fugle, som udsættes på den enkelte ejendom såvel som tidspunkt og lokalitet for udsætningen.
For anmeldelse af udsætning, biotopplanordningen og udsætning af ænder foreslår rådet videnskabelige undersøgelser gennemført. Disse undersøgelser skal sikre en større viden om den samlede udsætning af fasan, agerhøne og gråand, at biotopplanernes effekt på naturindholdet kan dokumenteres og i højere grad understøttes samt at øge viden om andeudsætningens påvirkning af søer og vandmiljø.
Formanden for udsætningsarbejdsgruppen, Flemming Torp, udtaler:
- Denne indstilling lægger op til at tilvejebringe en faglig viden, at give os overblik over omfanget af udsætninger, samt evaluere andeudsætningerne allerede efter to år. Med de foreslåede nye tiltag med flerårige og varige biotopplaner er det mit håb, at de kan medvirke til et større naturindhold i agerlandet.
Forligets varighed er for fasaner og agerhøns otte år med en midtvejsevaluering og for gråænder fem år med en evaluering af udsætningen efter to år.
De organisationer, som støtter indstilling, er Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Dansk Skovforening, Dansk Ornitologisk Forening og formanden for rådet, mens Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening ikke støtter indstillingen.
Du kan læse Vildtforvaltningsrådets fulde indstilling til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen her
Formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen har denne kommentar til pressemeddelelsen og selve indstillingen fra Vildtforvaltningsrådet:
- Vildtforvaltningsrådets indstilling anbefaler, at vi bevarer den danske jagtkultur med udsætning af fasaner, agerhøns og gråænder, og det er jeg meget tilfreds med. Udsætningen kommer i fremtiden til at hvile på en højere grad af viden og faglighed. Det vil sige, at vi skal have mere præcise data på, hvor mange fugle, der sættes ud i naturen hvert år, der skal være bedre sporbarheden, og så skal hele området for biotopplanerne have et løft. Det er ganske fornuftigt, og jeg mener bestemt, at vi jægere kan være tilfredse med forslaget til et nyt udsætningsforlig, siger Claus Lind Christensen.
Danmarks Jægerforbund vil i den kommende tid informere om indholdet og detaljerne i indstillingen til ministeren.