Ny procedure om halvautomatiske våben
Hvis du vil have tilladelse til en halvautomatisk riffel, skal du skriftligt kunne dokumentere behovet over for politiets administrative centre – tidligere var det mundtligt.
I Danmark kræver det en særlig tilladelse, hvis man vil eje og benytte et halvautomatisk våben. Sådan har det været i mange år. Indtil for nylig blev våbenejeren ofte bedt om mundtligt at redegøre for, hvorfor vedkommende ville erhverve, bære, besidde og anvende et halvautomatisk våben.
Det skal man stadigvæk. Men nu er det ikke længere nok at forklare det over telefonen – nu skal det ske skriftligt.
Da reglerne ikke er ændret, burde det ikke føre til nogle problemer. Det er blot politiets procedure, der er ændret en smule.
Hvis medlemmer af Danmarks Jægerforbund oplever nogen form for problemer, så vil vi gerne høre fra jer. Så har vi nemlig mulighed for at få et overblik over, om den nye procedure fungerer.
Skulle der mod forventning være problemer, vil vi tage det op med Justitsministeriet.
I tilfælde af problemer kontakt da våbenkonsulent Nicholai Vigger Knudsen på nvk@jaegerne.dk
Hvem kan få tilladelse
Våbencirkulærets § 19 er meget præcis, når det beskriver, at våbentilladelser kun kan gives under ganske særlige omstændigheder til blandt andet halvautomatiske rifler. Endnu mere præcis er cirkulæret, når det beskriver, at halvautomatiske rifler, der er konstrueret til at indeholde mere end to patroner, kun må anvendes til jagt i Danmark, hvis de er forsynet med en permanent anordning, der sikrer, at de højst kan indeholde to patroner.
Der, hvor cirkulæret til gengæld bliver lidt uklart, er i forhold til følgende to spørgsmål:
- Hvad er ganske særlige omstændigheder ud over jagt i udlandet?
- Hvad er en permanent anordning, der sikrer, at våbnene højst kan indeholde to patroner?
Netop definitionen ’ganske særlige omstændigheder’ er en af grundene til, at politiet beder ansøgerne om at oplyse/fremsende dokumentation for følgende tre spørgsmål:
- I hvilket land skal den halvautomatiske riffel anvendes til jagt?
- Hvilke vildtarter skal der jages, og hvorfor kan det ikke gøres med en riffel, der ikke er halvautomatisk?
- Hvorfor er valget faldet på netop denne våbentype, ladesystem og kaliber? Hvis valget er på grund af varig fysisk funktionsnedsættelse, skal der fremsendes en lægeerklæring.