Moderne stålhaglpatroner kan alt, hvad de skal

Lige fra Blunderbussen blev ladet med hagl og til midten af forrige århundrede, var bly pr. definition det materiale, hagl blev lavet af. Man begyndte da i Nordamerika at blive opmærksom på en hidtil upåagtet negativ konsekvens af brugen af bly: Store mængder af vandfugle døde simpelthen af blyforgiftning efter at have indtaget blyhagl under opsamlingen af kråseflint. Denne utilsigtede virkning, der betød, at millioner af fugle hvert år gik til grunde, var ikke bare et problem i forhold til bestandene og fødekæden, men også uforenelig med lovgivningen omkring den jagtlige udnyttelse, der foreskriver, at vildtet skal udnyttes.

Test af stålhagl

Det stod derfor klart, at noget måtte gøres, og jern var umiddelbart det mest nærliggende alternativ. De første test af jernhagl (stålhagl) blev lavet i 1950-1951 af Bellrose, og i 1960'erne og 1970'erne blev en lang række test foretaget. Store ammunitionsproducenter som Winchester og Remington kom også på banen – og det blev gjort grundigt. Særligt én test, Nilo Efficiency Test (Winchester), i 1972-1973 var bemærkelsesværdig, da der under kontrollerede forhold blev skudt 2.400 gråænder på forskellige afstande med hhv. 32 g stål nr. 4 og 6 og 42 g bly nr. 4 samt 32 g kobber i nr. 4, alle med samme udgangshastighed.

De levende ænder blev fastgjort til en lille vogn, der kørte med ca. 30 km/t, og påskudt med et computerstyret løb, der sikrede, at de befandt sig centralt i haglsværmen ved påskydningen. Efterfølgende blev virkningen observeret: nedlagt, overlevende eller anskudt (se fig. 1).

En anden interessant test blev udført ved Tule Lake i Californien i 1977 og 1978. Her fik jægere i vildtreservatet udleveret patroner, der var ens af udseende, men indeholdt hhv. 42 g bly i størrelse 4, 2 og BB og 32 g stål nr. 2, 1 og BB. Over 2.000 jægere skød 4.209 gæs med 32.000 skud, og der var ingen signifikant forskel på effektiviteten af hagltyperne. Jægerne, der anskød meget eller skød forbi, mente dog stort set alle, at de skød med stål. Forsøget viste således, at det mest var oppe i folks hoveder, der var en forskel – og at skyttens formåen og afstanden var den væsentligste årsag til anskydninger.

Patroner på markedet

Med test, der viste, at stålhagl ud til ca. 35 meter var lige så dræbende som blyhagl, sendte Winchester de første såkaldte eksperimenterende patroner med stålhagl ud til en begrænset jægerskare i 1974, og i de efterfølgende år så flere fabriksfremstillede patroner dagens lys, godt hjulpet af et totalforbud mod brug af bly til vandfuglejagt i 1991 i USA (herhjemme har der været et generelt forbud siden 1993).
For fuldstændighedens skyld skal det også nævnes, at coatning af blyhagl med forskellige materialer blev forsøgt for at reducere giftigheden, men uden held. Også brug af rent tin, kobber og nikkel blev forsøgt som alternativ, men materialerne blev fundet enten ballistisk uegnede eller udgjorde deres eget miljøproblem.

Desværre fik de første stålhaglpatroner af flere årsager et dårligt ry og blev opfattet som ringere end de kendte blyhaglpatroner, bl.a. pga. forkerte ballistiske beregninger, der gav blyhaglene en alt for stor teoretisk energi på længere afstande. Også det faktum, at en stålhaglladning generelt giver en tættere og kortere "haglsværm" og dermed kræver et mere præcist skud medvirkede til, at folk opfattede dem som dårligere.

Er de dårligere?

Nej, tværtimod. Efter at krudtproducenten Alliant omkring årtusindskiftet udviklede en krudttype, som øgede udgangshastigheden markant og samtidigt holdt trykket nede, har stålhaglpatronerne fået et boost, der gør dem overlegne i forhold til tidligere tiders blyhaglpatroner på afstande ud til 55 meter – altså langt ud over anbefalede skudafstande.

Stålhagl har, udover ikke at være giftige, nogle indbyggede fordele i forhold til blyhagl. De beholder f.eks. deres form bedre og giver derfor generelt bedre skudbilleder. Desuden giver den lavere vægtfylde (ca. 68 % af blys) mange flere hagl ved en given ladning i samme haglstørrelse, og med udgangshastigheder på over 450 m/s er det ikke nødvendigt at gå to haglstørrelser op for at få samme energi på grænseafstandene. Bare én haglstørrelse op i forhold til bly ved denne udgangshastighed giver større energi ude på 30 meters afstand end de gamle blyhagl, der typisk havde en udgangshastighed på 360–380 m/s. Og er vi oppe på 500 m/s eller 570 m/s, som er tilgængelig i fabriksammunition i dag, så er anslagsenergien lige så stor eller større ved samme haglstørrelse ved 30 m.

En anden fordel ved den lavere vægtfylde er, at haglenes hastighedsfald sker meget brat i forhold til bly, der flader langsomt ud. Det betyder kortere sikkerhedsafstande – og at meget lange skud sjældent vil resultere i alvorlige anskydninger, både fordi haglsværmen er faldet meget, og fordi haglene ikke længere har den fornødne anslagsenergi til at trænge igennem.

Et 5-hagl af bly skudt ud med 385 m/s kan faktisk trænge igennem til de vitale dele af f.eks. en gråand helt ud til 55 m, hvor et tilsvarende stålhagl skudt ud med 450 m/s kun kan gøre det ud til 40 m. I praksis betyder det, at blyhaglet kan forårsage alvorlige anskydninger på afstande, hvor stålhaglet kun vil give overfladiske skrammer. Det kan sammenlignes lidt med at kaste en tennisbold og en bordtennisbold.

Gennembruddet

De helt store landvindinger ved udgangshastigheder på 450 m/s eller derover er, at det nødvendige foranhold er væsentligt reduceret, da haglene er meget hurtigere ude ved målet. Mindre hagl trænger også bedre igennem end større hagl ved samme anslagsenergi (det er som at stikke en synål i en ballon kontra at stikke en strikkepind i den!).

Så de moderne stålhaglpatroner er ikke bare ugiftige, de er også de gamle blyhagl overlegne på almindelige skudafstande til samtlige jagtbare arter.

Andre materialer

Bismut, tungsten (wolfram) og tin er andre materialer, der i forskellige legeringer bliver brugt i fabriksammunition i dag. Det første, fordi det med dets vægtfylde på 9,8 er forholdsvis tæt på blys. Det er relativt ugiftigt, kan gøres brugbart som hagl i en legering med tin og er ikke så hårdt, at det kan ridse bøsseløb eller skade skærende redskaber i træindustrien. Tungsten er derimod ekstremt hårdt og har i ren form en vægtfylde på hele 19,3. Som haglmateriale bliver det iblandet andre materialer. Kent har således blandet godt fire procent polymer i, mens Environmetal blander varierende mængder jern i. Vægtfylden i haglene varierer fra 12 i Hevishot, 10,4 i Kent Tungsten Matrix til 9,4 i Hevi Steel.