OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 29. december 2017

Jagtåret der gik: Årets mest læste historier

Det har været et ualmindeligt begivenhedsrigt - og for det meste postivt - jagtår, der er ved at rinde ud. For at fejre nytårets komme tager vi jer her med tilbage til årets ti mest læste historier.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund
Foto: Thomas Iversen

Man kan blive helt forpustet, når man ser tilbage på 2017. Det har i den grad været et begivenhedsrigt år for de danske jægere, hvor den ene store jagtpolitiske nyhed har afløst den næste. 

Det nye år banker nu på med sine egne nyheder og jagthistorier. Derfor runder vi året af med en kavalkade over de ti mest læste historier her på Danmarks Jægerforbunds hjemmeside. Og vi kan godt afsløre med det samme at ordet "ny" går igen i mange af historierne.

Godt nytår til alle vores læsere og medlemmer. Vi glæder os til endnu et begivenhedsrigt år i 2018.

10. Forsvaret udlejede jagt

God jagt hænger i på træerne. Det ved de fleste danske jægere. Måske derfor blev nummer ti på listen over årets mest læste historier også nyheden om, at forsvaret udlejede jagtretten på 15 af deres arealer rundt om i hele Danmark.

Forsvarsministeriet udbyder jagtretten på 15 arealer (6. marts 2017)

9. Risbryst

Ét af de ofte stillede spørgsmål til Jægerforbundets fagpersoner - og på sociale medier - handler om det såkaldte risbryst. Fænomenet skyldes en slags parasitter og kan forekommer hos mange dyrearter.

Vores artikel om fænomenet og de forholdsregler, du skal tage, blev nummer ni på listen over årets mest læste nyheder.

Risbryst hos gråænder​ (19. september 2017)

8. Lokale jagttider på kronvildt

Længere nede ad listen finder du nyheden om de nye jagttider på kronvildt, men her på ottendepladsen over de mest læste historier i år, finder du nyheden om vores interaktive kort over de lokale jagttider. 

Få overblikket over de lokale jagttider på kronvildt (29. august 2017)

7. Tomme patronhylstre blev gjort ufarlige

Den 1. januar 2017 trådte en ny våbenbekendtgørelse i kraft, og den gjorde op med det gamle forbud om, at jægere skulle låse deres patronhylstre inde, som var det skarpt ammunition. Den gamle ordlyd gav mange udfordringer for blandt andet landets mange flugtskydningsbaner, der skulle finde på opbevaringsmuligheder for ofte store mængder afskudte flugtskydningspatroner. 

Problemet havde Danmarks Jægerforbund gjort opmærksom på over for daværende justitsminister Søren Pind få måneder før ændringen.

Nummer syv på listen over årets mest læste historier er: 

Tomme patronhylstre skal ikke længere låses inde (6. januar 2017)

6. Vådeskud mod hest

16. maj plejer at være jægernes store festdag, når de drager ud efter sommerbukken. Det var den også for langt de fleste i år, men desværre skete der en vådeskudsulykke, da en islænderhest blev ramt i bugen af et projektil fra et jagtvåben. Midt- og Vestjyllands Politi efterforskede hændelsen som et uheld og fik i opklaringsarbejdet hjælp fra Jægerforbundets våbenekspert.

Årets sjettemest læste nyhed var:

Jægerforbundet hjælper i opklaringen af muligt vådeskud mod hest (17. maj 2017)

5. Nye jagttider

Det har ikke altid været med positiv mavefornemmelse, jægerne har kunne imødese resultaterne af tidligere tiders jagttidsrevisioner. Men 2017 blev også et anderledes år på den konto. Danmarks Jægerforbund var en af hovedårsagerne til, at der blev sat en ny fagligt betonet proces igang i Vildtforvaltningsrådet, som førte til en indstilling, der i sidste ende gav mere jagt til jægerne på en række arter. Det ville I gerne læse mere om, og årets femtemest læste historie var:

Nye jagttider: Vildtforvaltningsrådet anbefaler mere jagt på 10 arter (24. oktober 2017)

Nyheden om jagttiderne delte vi i to, og længere nede ad listen finder du den anden.

Herunder kan du se formanden for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen, fortælle om arbejdet med jagttidsrevisionen.

4. Ny jagtlov vedtaget

Som en konsekvens af de mange ændringer, som 2017 bød på, skulle jagtloven ændres. Det skulle den for at bane den juridiske vej for mange af ændringerne, som fx forsøg med buejagt på de store hjortearter og de nye regler vedrørende jagt på kronvildt.

I samme omgang blev den også opdateret og ud røg blandt andet ordlyden om, at jagttider bør ligge mellem den 1. september og 31. januar. 

Den positive nyhed om den nye jagtlov var kulminationen på mange års jagtpolitiskarbejde for en moderne natur- og vildtforvaltning.  

Ny jagtlov vedtaget: Ind med falke- og buejagt, ud med bør-reglen (7. december 2017)

3. Høringssvar til den nye jagtlov

 

Inden jagtloven blev vedtaget var den i høring. Og nyheden herom var årets tredjemest læste historie:

Ny jagtlov på vej (4. oktober 2017)

2. Overblikket over de nye jagttider

De mange nye jagttider krævede lidt gennemgang. Måske netop derfor blev årets næstmest læste nyhed også den, hvor du kan danne dig et overblik over alle de nye jagttider, der blev indstillet, og hvorfor de blev det:

Få overblikket: Alle de indstillede jagttider (24. oktober 2017)

1. Nye jagttider på kronvildt

Tilbage i juni, mens sommersolen - eller manglen på samme - herskede, sendte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen en bekendtgørelse på gaden. Og det var ikke bare en almindelig bekendtgørelse for de danske kronvildtjægere. Det var nemlig de længe ventede nye jagttider på kronvildt. Nyheden var faktisk så ventet, at den blev årets mest læste nyhed her på siden.

Læs eller genlæs den her:

Miljø- og Fødevareministeren har vedtaget nye jagttider på krondyr (30. juni 2017)

I forlængelse af nyheden lavede vi et interaktivt kort over de lokale jagttider på kronvildt. Kortet finder du her.

Godt nytår!