Haglskydeprøven er skudt godt i gang

2014 bød på flere nye tiltag til de kommende jægere. En af de største ændringer var Naturstyrelsens indførelse af haglskydeprøven. Danmarks Jægerforbund stod for den praktiske afholdelse af prøverne, og det har givet værdifulde erfaringer til 2015 prøverne, som nu er blevet planlagt.

Én bestået jagtprøve, ét betalt gebyr og to ramte lerduer i hver af disciplinerne bagdue og højre og venstre sidedue. Det er nu kravene til de kommende jægere, der skal erhverve sig et jagttegn. 

2014 gav erfaringer

Naturstyrelsens oplæg til haglskydeprøven var, at Danmarks Jægerforbund skulle være klar til at afholde haglskydeprøver for mellem 3.000 og 11.000 aspiranter i tidsrummet mellem 1. april og 1. december. Præcis hvor mange, hvor og hvornår, vidste ingen. Derfor blev der fulgt nøje med i tilmeldingsudviklingen på Mit Jagttegn.

På forhånd havde Danmarks Jægerforbund planlagt en række prøver fordelt over hele perioden. Det viste sig dog hurtigt, at efterspørgslen var størst mod slutningen af perioden, men efter en række tilpasninger blev alle aspiranter prøvet i deres skydefærdigheder og våbenbehandling.

Af de cirka 3.528 jagttegnsaspiranter bestod 55 %. Den altoverskyggende dumpeårsag var manglende træf på lerduerne. 

2015 bliver endnu bedre

– Vi fik nogle meget værdifulde erfaringer i 2014, som gør, at vi er endnu bedre rustet til at varetage opgaven i år. Vores hårdtarbejdende haglskydeprøvesagkyndige og hjælpere yder en stor indsats rundt om i hele landet, og med dem som tovholdere er vi trygge ved, at vi også i år får succes med opgaven, siger Gunnar Bennedsen, formand for Danmarks Jægerforbunds flugtskydningsudvalg, der har ansvaret for skydeprøverne.

Planlægningen af årets skydeprøver er overstået, og på www.jagttegn.dk kan man allerede nu tilmelde sig. De første prøver falder i april. 

Som et led i arbejdet med at ruste aspiranterne bedre til haglskydeprøven har Danmarks Jægerforbund – med økonomisk støtte fra Aage V. Jensens Fond – udbudt en uddannelse som kredsunderviser. En kredsunderviser er en flugtskydningsinstruktør, som har fået særlig træning i instruktionsteknik og praktisk skydeinstruktion. De første kredsinstruktører vil færdiggøre deres uddannelse i juni og vil i samarbejde med kredsene have et særligt fokus på undervisningen af haglskydeprøveaspiranterne.

Denne artikel er første gang bragt i Jæger nr. 4, 2015. 
Du finder læse hele Jæger i pdf-format på Medlemsnettet.

 

Forfatter: Lars Thune Andersen, Danmarks Jægerforbund