Setter eller Labrador
Vissenbjerg:
Danmarks Jægerforbunds Racedyst 2017 Fyn fandt i år sted i terrænet omkring Sortenkær Spejderhus lidt uden for Vissenbjerg. En lignende dyst blev holdt i Jylland nær Skive og på Sjælland nær Stenlille.
På Fyn mødte der 24 jægere/hundesportsfolk med deres hunde. Niels Christian Johansen var prøveleder og ansvarlig sammen med dommerne Jes Laulund, Søren Stærkær og Poul Erik Rasmussen. Prøven blev holdt efter reglerne for Jægerforbundets anerkendte apporteringsprøve og foregik på tre baner: Duebane, kaninbane og vandapportering. Dommerne gav udtryk for højt niveau hele vejen rundt, og dette sammen med de meget rutinerede førere gjorde, at hele prøven, 24 hunde igennem 3 baner, var overstået på tre timer.
Ved vandapporteringen blev en and kastet i vandet på den modsatte side af en mindre sø. Nogle hunde havde øjenkontakt med det samme og sprang i vandet med et plask, svømmede så det skummede lige ud og lige hjem, og apporten var overstået på meget kort tid. Andre hunde, som ikke havde øjenkontakt gennem hele forløbet eller var dårligere til at markere, slog en bue for at få vind, søgte frem mod vinden og fandt anden ret hurtigt. For enkelte hunde gik det galt, og nogle måtte bruge rigtigt lang tid. Nu kan man ikke fløjte en svømmende hund dæk, for så har man ingen hund mere, men med kontaktfløjt lykkedes det for adskillige af hundeførerne at dirigere hunden frem, til den fik vind og kunne finde anden. Vilkårene kan aldrig blive helt ens, skønt dommer og udkaster gjorde sig megen umage. Hvis den udkastede and er en andrik og ender på ryggen, er de lysende grå brystfjer ret lette at få øje på, mens en mørkebrun and, der af vinden er ført ind under udhængende grene er noget sværere. Og vinden kan også finde på at lægge sig.
På kaninbanen blev der også vist meget flot hundearbejde, hvor hundene kunne vise deres rutine og brugte vinden til hurtigt at få kontakt. Retrieverne søgte besindigt og sparede lidt på kræfterne, for man skal jo kunne holde hele dagen som apportør på en større fasanjagt, mens setterne gik ud i fejende flotte søg, som var de efter ryper i de norske fjelde. Men kaninen blev fundet og bragt hjem af næsten alle de deltagende hunde.
Duebanen bød på direkte opvisninger i dirigering. Vilkårene var ikke lige, for vinden vekslede meget fra svag til jævn og til slet ikke at være der. Og derfor kunne en due, som lå i en lavning i det tottede græs, være meget svær. Men hundeførerne kunne få kontakt med hunden, og der blev vist dirigering på allerhøjeste plan. Men dette jagtblads lokalredaktør var nu ved at tabe næse og mund, da labradorretrieveren Rockys ejer Torben Aagaard Pedersen ved udkastningen af duerne så ned på hunden og sagde – Marker! Og hunden sad så åbenlyst og talte en og to, og så op på sin ejer, som om den ville spørge, ja, men hvor ligger så nr. tre og fire. Men Rocky har en god hukommelse og i et tempo, som ellers kun sås hos setterne, hentede den duerne og blev den bedste hund i sin klasse. Prøvens bedste hund blandt de stående racer blev en engelsk setter, Lammefjordens Monty,ved Anders Warming med en apporttid på duebanen på 51 sekunder, og den bedste hund blandt ikke stående racer labrador retriever Miska Lord Rocky 2 ved Torben Aagaard Pedersen med en apporteringstid på duebanen på 56 sekunder.
Holdkonkurrencen afgjordes som følger:
1. Vinder hold: Labrador Retriever: Miska L. Saga ved Bernhard Fibæk, Batmoors Celtic Nechtan ved John Lippke Hansen og Miska Lord Rocky 2 ved Torben Aagaard Pedersen med i alt 89 point.
2. Vinder hold: Engelsk Setter: Heegårds Max ved Harris Jensen, Lammefjordens Monty ved Anders Warming, Midtfyns D. Cato ved Ove Madsen med ialt 88 point.
3. Vinder hold: Ruhåret Hønsehund: Sai-Ghas Epzon ved Jens Toft, Lykkeagers Kiwi ved Ole Mogensen og Lille Skovbos Kenzo ved Jan Frandsen med ialt 87 point.
Anders Warming med dagens bedste hund Monty:
Andre billeder fra dagen: