OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Kom med når Tangkrogen i Aarhus igen er vært for et væld af gastronomiske oplevelser til årets Food Festival. Tag del i alt lige fra jagthornsmusik til forlægning af vildt og masser af smagsprøver.

Tekst: Søren Beuchert
Foto: Inge Lynggaard Hansen

Den første weekend i september er der altid masser af liv på Tangkrogen i Aarhus. Her er Tangkrogen nemlig vært for den årligt tilbagevendende Food Festival, hvor mere end 250 foreninger, organisationer, producenter, madhåndværkere og fødevareproducenter sammen skaber et unikt univers af dufte og smagsoplevelser.

Igen i år er Danmarks Jægerforbund at finde på Food Festival i Aarhus. Kreds 3 vil med tilstedeværelsen på årets Food Festival gerne vise aarhusianerne, hvad de danske jægere kan bidrage med og give både børn og voksne et indblik i samspillet mellem naturen, vildtet og jagten. På den måde får gæsterne på festivalen muligheden for at se dette igennem en jægers øjne og derigennem opnå større forståelse for den drivkraft der forbinder jægere og naturen. Billedet herover er fra Food Festivalen i 2019.

En weekend fuld af jagt, natur og mad

På DJ's stand, formidler vi information, smagsprøver, oplevelser etc. og sammen med os står Karpenhøj Naturcenter, der formidler alt om natur, dufte, smage, og hele spektret i forhold til natur og friluftsliv.

Ved siden af det har vi i år påtaget os en opgave med både lørdag og søndag 1 time fra kl. 11 – 12 at formidle jagt og natur oplevelser i børnehøjde på Food Festivalens stand ”Mad og Børn” Vores gode BlivNaturligVis folk tager den tjans, hvor vi skinner, brækker og parterer et dådyr, samtidig med at børnene i bedst muligt omfang inddrages i en dialog om alt mellem himmel og jord.

På toppen af det har vi Kreds 3 hornblæsere fra hele kredsen – grupper op til 7 – 9 mand på standen løbende, for at fortælle om jagthornets udvikling og betydning for jagten, og blæse nogle jagtmelodier, for at give indsigt og måske lyst til at engagere sig på det område også.

Vi deler flere tusinde smagsprøver ud til publikum.

Karpenhøj laver mad på vores bål, og har opstillet en Dom, over bålet til rygning af kød og som blikfang, og de er ude at samle vilde urter hver morgen inden de kommer på standen så publikum også får mulighed for at smage noget de ikke kender i forvejen.

Det bliver et festfyrværkeri af aktiviteter, og vi glæder os til de kommende dage.

PS: Fredag har vi jæger og madblogger Avi Bertelsen på standen til at kokkerere, og lørdag har vi vores egen kok Marc fra DJ naturcentret, der kommer med egne smage og kommenterer på det vi serverer af smagsprøver. Vi kører 4 dådyr igennem og 2 mufflon væddere, som kødbasis, og så er det jo kun fantasien, der sætter grænser for det tilbehør, der bliver serveret til.

Vi findes på Food festivalens område til højre for indgangen lige over for hele området med Sea Food, det er nemt at finde og standen Mad og Børn er lige umiddelbart inden for indgangen lidt til højre.

Kig forbi

Food Festival finder sted 1.-3. september på Tangkrogen i Aarhus og holder åbent fredag 13-19, lørdag 10-19 og søndag 10-17. Du kan både købe din billet på forhånd på foodfestival.dk og i døren. Børn op til 10 år er gratis.