Offentliggjort den: 28. april 2025

Indvielse af nyt skiveanlæg på Kimbrernes riffelbane

Endelig, efter lang tids venten og forberedelser er det ved at være tid.
De nye trådløse skiver er gjort klar til sommersæsonen med start 1. maj 2025.
Projektet der muliggør riffelskydning på alle tre distancer på samme tid er klar til den første skydning.
Kimbrerne har nu 10 standpladser hvorfra der nu kan skydes samtidigt på 300m, 200m og 100m.
Det har indtil nu kun været muligt at skyde samtidigt på to af de tre distancer.
Fremover kan der skydes på 4 skiver på 100m, op til 10 skiver på 200m og op til 4 skiver på 300m.
Alle distancer er nu med elektronisk markering, men fortsat kun 10 skiver i alt.

Hvordan er det gået til ?
Forløbet har været opdelt i etaper.
Det hele startede i februar 2024 med planlægning og opstilling af budget, ansøgning om støtte og spændt afvente et eventuelt tilsagn, da støtten ofte er betinget af, at projektet ikke er igangsat før tilsagnet er i hus.
Det var derfor med stor glæde at to af de udarbejdede ansøgninger resulterede i økonomisk hjælp til projektet. Der kom positivt svar fra Danmarks Jægerforbund og fra Friluftsrådet.

Nu kunne projektet realiseres, da Aalborg Jægerklub kunne løfte finansieringen af den resterende økonomi.
Der blev i sensommeren 2024 bestilt fire Kongsberg eScore trådløse skiver.
Ventetiden på levering af skiverne blev noget længere end forventet, men i januar 2025 ankom der fire paller med antenner, og de nye skiver, samt software til Tabletterne.

Tabletterne til betjeningsfladen blev indkøbt som ”genbrug” dels for at spare og dels for at genbruge funktionsdygtige enheder, der kun skal benytte den aktuelle eScore software.
Det var spændende at få systemet forsøgsinstalleret indendørs på 50m banen, og endelig få prøvemonteret en antenne ude i terrænet.
Det virker… der kan skiftes mellem alle fire skiver på banerne og skiverne kan vise en buk eller en ringskive.
Da vintersæsonen var slut midt i marts, blev de gamle Kongsberg skiver demonteret og kørt på depot i 200 m skivegraven. På den nye 100m bane er de nye eScore skiver monteret, antenner er monteret på master og for en ekstra sikkerhed mod beskadigelse af skiveelektronikken er der lavet en forhøjning af forvolden.
Der har være en enkelt testskydning af eScore anlægget under opstillingen, så forventningerne er høje.
Alle er velkommen til at benytte den nye bane, hvor du kan skyde som gæst eller blive medlem af skytteforeningen og skyde til medlemspris.
Du kan indskyde din riffel, træne, teste hjemmeladet ammunition, eller gennemføre det obligatoriske riffelforløb. Har du behov , vil der være kyndig vejledning og hjælp fra riffelinstruktører fra Aalborg Jægerklub.

Tak til sponsorer for velvillig støtte.
Velkommen på Kimbrerhøje,
Atletikvej 40, 9230 Svenstrup

eScore skiveanlægget stod færdigt og klar til brug 30.marts 2025.

På billedet ses skivehuset med de 4 nye trådløse skiver, og masterne med 2 antenner på hver mast.
I forgrunden ses den ekstra forhøjning af forvolden, der er lavet for at beskytte den nederste del af skiverne hvor elektronikken er placeret

Baneanlægget er klar til sæsonåbning den 1. maj, hvor det forventes at mange jægere vil indskyde på ringskiver, og at en del nye riffeljægere vil træne til riffelprøve på bukkeskiven længst til højre.