Kredsmøde: Tag ansvar og skyd vildsvinene
Chefkonsulent fra DTU Veterinærinstituttet Mariann Chriél opfordrede de nordjyske jægere til at udrydde vildsvinet i naturen af hensyn til svineeksporten.
Afrikansk svinepest udgør en tikkende bombe under den danske svineeksport, som årligt er i nabolaget af 30 milliarder kroner.
Derfor er der grund til at være på vagt over for trusler mod eksporten, og her kommer vildsvinet ind i billedet og allerhelst på sigtekornet, hvis det står til veterinærerne.
- Hvis man som jæger vil tage ansvar for de danske værdier, bør man skyde alle vildsvin bort fra den frie vildtbane. De er mulige smittebærere af afrikansk svinepest, og vildsvin kan vi ikke styre i modsætning til tamme svin i staldene. Derfor bør vildsvin af forsigtighedshensyn skydes ud af Danmark. Får vi afrikansk svinepest inden for grænsen, vil eksporten af dansk svinekød stoppe, sagde Mariann Chriél, da hun på årsmødet i kreds 1 gjorde status for den aktuelle situation omkring afrikansk svinepest.
Danmark har aldrig haft tilfælde af afrikansk svinepest, der er en meget smitsom virussygdom, som i 2007 blev konstateret i Georgien.
Derfra vandrede sygdommen nordpå til Rusland, Hviderusland og De baltiske Lande. Den er nu konstateret så nordligt som i Murmansk ved Ishavet.
Også i Polen hærger den. Med andre ord: afrikansk svinepest nærmer sig Danmark østfra, og da mange danske jægere går på jagt i polske skove kan de risikere at bringe smitten med hjem.
- En mængde blod, der svarer til en snaps, kan smitte 20.000 svin, og smittefaren i blod kan være intakt i 18 måneder. Frosset kød, der bærer virus, kan smitte i tre år. Derfor skal man være ekstremt varsom med jagttøj og kød efter en jagttur til eksempelvis Polen. Tag aldrig slagteaffald fra svin med hjem og vask jagttøjet med det samme. Undgå desuden kontakt med svin i mindst 48 timer efter hjemkomsten, sagde Mariann Chriél.
Analyser har dokumenteret, at 15 procent af alle svinekødsprodukter fra Rusland indeholder virus fra afrikansk svinepest. Import af billigt kød fra Østeuropa udgør derfor en stor trussel.
- En del mennesker, som kommer til Danmark, har billige pølser med fra Østeuropa, som indirekte kan true vores eksport af svinekød. Levninger fra en virusinficeret pølse, der bliver smidt på en rasteplads ved motorvejen og efterfølgende ædt af et vildsvin, repræsenterer en katastrofe. Hvis det scenarium indfinder sig, har vi afrikansk svinepest i Danmark. Vi er ikke modstandere af vildsvin. Det er mennesket, der er problemet. Men for en sikkerheds skyld, og af hensyn til bønder, banker og nationaløkonomien, bør vildsvin fjernes som mulige smittebærere, inden det er for sent, sagde chefkonsulenten i DTU Veterinærinstituttet.
I Rusland er der årligt cirka 2.000 udbrud af afrikansk svinepest. 95 procent af alle smittede svin, enten det er vildsvin eller industrigrise, dør i løbet af 3-8 dage.