Kredsmøde: Hæder til hædersmænd
Vildtkonsulent Ivar Høst og flugtskydningskoordinator Per Lindegaard modtog Danmarks Jægerforbunds bronzenål på kredsmødet i kreds 1.
Der blev sat nåle på plads og trykket på næven, da to nordjyske jægere, som er kendt af alle medlemmer i kreds 1, fik en hædersbevisning for livet.
Vildtkonsulent Ivar Høst og flugtskydningskoordinator Per Lindegaard Nielsen blev rost til skyerne og fik hver sin bronzenål på brystet under årsmødet.
Hovedbestyrelsesmedlem Leif Bach holdt tale, inden formanden for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen satte bronzenålene på rette sted.
- Jeg ved godt, at Ivar er styrelsens mand, men jeg føler, at han mere er vores mand. Når jeg siger det, er det fordi mange mærker, at Ivar er her for os, og kun vil det bedste i alle henseender. Ivar møder altid op til arrangementer med et stort og ærligt smil og en positiv tilgang til opgaven. På kredsniveau nyder vi godt af Ivars store passion på jagtstiområdet. I det hele taget har han sat sit fingeraftryk på rigtig mange arrangementer i vores kreds, lød det fra Leif Bach, inden Claus Lind Christensen satte nålen på brystet og en rørt vildtkonsulent sagde tak for hædersbevisningen.
Per Lindegaard Nielsen fik tilsvarende ros og anerkendende ord.
- Per er på alle måder en stor kapacitet, der går forrest, når vi snakker visioner og udvikling. Han er ophavsmand til et væld af aktiviteter og nyskabelser. Både i kredsen og i Danmarks Jægerforbund har vi i Per en tillidsmand af meget høj kvalitet, der på alle måder vil jagten og forbundet det bedste. Han er imødekommende og lyttende, men samtidig har han vilje og kant. Med denne påskønnelse modtager Per vores største respekt for sit store arbejde og engagement, lød det fra Leif Bach.